Følgende eksempel er delt op i to. I første del kan du læse om en situation, som den typisk vil udspille sig uden Ikkevoldelig kommunikation, og hvor der er fokus på barnets forkerte handling. I anden del kan du læse om samme situation, som den ville udspille sig med Ikkevoldelig Kommunikation, hvor der er fokus på forståelse og barnets uopfyldte behov.

Eksemplet stammer fra indlægget “Uddannelse til fredskultur – eksempler”.

Pædagog: Du skal sige undskyld!

Anna på 5 år kommer stormende ind til sin mor, Karen, der står i børnehavens garderobe og er ved at pakke madkassen ned i rygsækken. Anna klamrer sig til sin mors ben. Pædagogen, Hanne, er fulgt efter Anna ude fra legepladsen.

”Kom! Du kan lige så godt komme med. Det går ikke det der.”

Anna vil ikke med. Hun gemmer hovedet i mors bukseben.

”Ja, Anna har altså lige bokset William i maven ude på legepladsen,” forklarer Hanne henvendt til mor. ”Og hun vil ikke sige undskyld.”

”Gå nu ud og sig undskyld, Anna,” sukker mor træt: ”Det ved du jo godt, at du skal, ikk’!”

”NEJ, jeg vil ej!” råber Anna og kravler længere ind bag mors bukseben.

”Kom nu,” siger mor vredt: ”Det kan da ikke være så svært!”

Ved fælles hjælp får mor og pædagog bugseret den protesterende pige ud på legepladsen. Da de kommer ind igen – øjensynligt efter at Anna har afleveret sit ”undskyld” til William – sætter pigen sig igen ved mors ben og begynder at græde.

”Nej – nu skal du da ikke græde,” siger mor. Og pædagogen trøster, ikke længere vred:

”Nej, nu er der ikke noget at være ked af mere. Nu er I jo gode venner igen”.

Mange af os kan sikkert genkende noget lignende fra vores egen omgang med børn. De voksne i eksemplet gør, det de gør, med de bedste intentioner. Som vi i øvrigt altid gør. De voksne i eksemplet formår på ingen måde at få kontakt med Anna.

Og Anna slår tit. Hver dag. Der er flere af pigerne i børnehaven på Annas alder, som ikke vil lege med hende, fordi hun slår og er vild. Det er ikke svært at forestille sig, at pædagoger såvel som forældre føler afmagt over for Annas adfærd.
For at få kontakt med Anna, kan det være hjælpsomt at have fokus på, hvad hendes behov evt. kunne være. Samtidig skal volden selvfølgelig standses med det samme.

William har brug for at blive beskyttet og trøstet. Når vi har taget os af Williams behov og dernæst vender os mod Anna, kan vi vælge at se hendes slag i maven på William som et røgsignal. Målet er derfor ikke bare at komme af med røgen – at få Anna til at holde op med at slå, men at tage sig af det, der tilsyneladende brænder på for pigen.

Her er processen at få kontakt med Annas behov, som evt. kan være behov for forståelse, empati, at blive set og hørt, at opleve sig værdsat, vejledning og støtte til at forandre relationerne med andre.

Chancen for, at Anna ændrer adfærd og holder op med at slå, stiger, når hun bliver mødt med forståelse og empati. Når vi flytter fokus fra hendes forkerte handling, til hvordan hun har det, siden hun slår. Når vi ser hende i stedet for hendes handling.

Det er klart, at jo mere vi retter på Anna, des mere vil hendes behov for forståelse og empati være uopfyldte.
Så snart den voksne har fokus på, hvilke almen menneskelige behov, der ligger til grund for, at Anna handler, som hun gør, vil hun opleve sig taget alvorligt og rummet.

Vi behøver end ikke gætte de helt rigtige og præcise behov, hun måtte have. Alene det at rette opmærksomheden mod hendes behov, vil ofte opleves som en lettelse. Derefter er det muligt at nå ind til det, der brænder på, og at hjælpe Anna med at give udtryk for det på en måde, som ikke gør ondt på andre.

Hvordan reagerer William, når han ser de voksne lytte med interesse, forståelse og empati til Anna?
Vil han opleve det uretfærdigt, at hun mødes med interesse, forståelse og empati?
Erfaringerne viser, at William reagerer med lettelse. Af flere grunde:
For det første øjner han måske en chance for, at Anna holder op med at slå, når hun bliver set, hørt og forstået.
For det andet skaber empatien en atmosfære, som er mere tryg. Ingen skæld ud, men tillid til at også William vil blive lyttet til med interesse, forståelse og empati, når han har uoverensstemmelser med andre børn.

Pædagogen lytter med IVK og empati

Anna på 5 år kommer stormende ind til sin mor, Karen, der står i børnehavens garderobe og er ved at pakke madkassen ned i rygsækken. Anna klamrer sig til sin mors ben. Pædagogen, Hanne, er fulgt efter Anna ude fra legepladsen.

”Hej Karen. Anna og William er lige midt i en konflikt, som jeg gerne vil hjælpe dem med at løse, inden I går.”

Hanne sætter sig ned og kigger med åbenhed og interesse på Anna.

”Hej Anna, jeg vil gerne forstå, hvad der er sket, så jeg kan hjælpe jer. Vil du fortælle mig om det?”

Anna vil ikke. Hun gemmer hovedet i mors bukseben.

”Hmm, så er du ked af det, og vil du helst være hos din mor lige nu?” siger Hanne, idet hun fornemmer, at Anna har behov for tryghed, og at det behov kan opfyldes ved at være hos mor lige nu.

”Ja, William er dum,” snøfter Anna.

”Så William har gjort noget, du ikke kunne lide?” spørger Hanne, idet hun i sit tonefald viser indføling, uden at dømme William forkert. Hun har fokus på Annas behov for tryghed og for indflydelse på, hvordan legen foregår.

”Ja, han skubber” siger Anna, og kigger skævt op på Hanne.

”Jeg vil gerne, at vi finder en måde at lege på, som er rar for både dig og William,” siger Hanne, idet hun sanser Annas behov for tillid til, at hendes velfærd tæller, samtidig med at hun rummer den samme omsorg for William.

”Vil du gå med ud og tale med ham?”

Måske er Anna parat til det nu. Eller måske har hun brug for mere empati, før hun kan slappe af og stole på, at hendes behov tæller i den snak med William.
Mor går med ud.

”Hej William, vil du komme herhen og snakke om det, der lige er sket?” kalder Hanne.

Hvis William forventer irettesættelse, har han sikkert ikke lyst til at komme. Hvis han derimod forventer at blive lyttet til med interesse, forståelse og empati, så har han sikkert tillid til at komme hen til en snak.

”Jeg så Anna slå dig i maven, William, og jeg vil gerne forstå, hvad der er sket, så jeg kan hjælpe jer begge to med at få det rart igen. Vil du fortælle mig det?” spørger Hanne, mens hun holder sin opmærksomhed på behovene for tryghed, støtte og vejledning hos begge børn.

”Anna ødelægger legen” siger William med trutmund.

”Hmm, så Anna har gjort noget, du ikke kunne lide?” spørger Hanne, mens hun holder fokus på, at begge børns behov tæller.

Hun tilføjer:

”Anna siger, at hun ikke kunne lide noget, du gjorde. Og jeg vil gerne have, at I begge to kan lege godt her”.

Hanne holder sin opmærksomhed på behov for forståelse og empati hos begge børn.
Måske er konflikten løst allerede her, og børnene viser det måske ved at rejse sig og signalere, at de er parate til at gå videre i livet. Eller måske er der brug for mere vejledning.

Har du lyst til at vide mere? Du kan læse mere om Ikkevoldelig Kommunikation her.

Du kan finde alle kurser og foredrag i vores kursuskalender. Den finder du her.