Bag enhver handling ligger et behov

5 små film lavet i samarbejde med Filmkompagniet og er produceret med støtte fra Undervisningsministeriets udlodningsmidler. Se eksempler på hvordan lærere arbejder med konflikter i praksis, og hvordan dette arbejde fremmer fællesskabsfølelsen og en fredskultur. Der skabes robuste børn, som er bedre i stand til at tackle en kompleks, inkluderende og foranderlig verden. Der er 5 korte film – de er hovedsageligt fra én klasse og én konflikt. Én film er med en dreng fra 6. klasse og AKT-læreren.

Vi ser, hvordan børnene i en børnehaveklasse på Agedrup skole arbejder med at forstå egne og andres følelser og behov. Allerede som 6-7 årige kan børn få udbytte af at arbejde med de 4 elementer i kommunikation (fakta, følelser, behov og handling). Børn i alle aldre kan lære konflikthåndtering. Værktøjerne er de samme.

Du kan læse EMUs anbefaling af filmene i artiklen “Eksemplarisk undervisning i levende billeder”.

Gratis undervisningsmateriale

Til filmene har vi udarbejdet gratis undervisningsmateriale med vejledning og forslag til øvelser. Klik på nedenstående knapper for at downloade materialerne.

  Hæfte med øvelser     Følelseskort til børn Følelseskort til unge

       Omslag til  DVD        Behovskort til børn     Behovskort til unge  

De 5 små film

De fem små film viser forskellige trin i håndteringen af en konflikt. Lærerne i filmene har modtaget træning i Ikkevoldelig Kommunikation (Girafsprog) af Kirsten Kristensen som forklarer metoderne undervejs i filmene.

I film 1 “Bag enhver handling ligger et behov” får du en introduktion til den klasse og konflikt som vi følger i filmene. Klasselæreren fortæller om sine erfaringer med IVK og hvilke forandringer hun oplever.

I film 2 “Fra konflikt til kontakt” ser du hvordan læreren Jean arbejder med de fire grundlæggende elementer i Ikkevoldelig Kommunikation: fakta, følelser, behov og ønsker om handling.

I film 3 “At tage ansvar for egne følelser – forstå sig selv” vises hvordan følelseskort og behovskort hjælper børnene med at sætte ord på følelser og behov som opstod i en bestemt situation.

I film 4 “Empati med andre – forstå andre” kan du se hvordan børnene arbejder med at forstå egne og andres behov og følelser, når de gætter på de følelser og behov der er i spil i en konfliktsituation.

I film 5 “Fra vrede til empati” fortæller læreren Mona og Mohammed fra 6. klasse om hver deres oplevelse med håndtering af en konflikt. I filmen hører du Mohammed fortælle om sine behov for respekt og retfærdighed og hvordan Monas håndtering af situationen fik ham til at køle ned.

Se filmene med engelske undertekster:
http://www.filmkompagniet.dk/english-subtitles/

Du kan desuden hente lister med menneskets universelle behov på flere forskellige sprog på worldempathy.org – helt gratis.

 

Metoder i filmene

Metoderne i filmene er baseret på teorien bag Ikkevoldelig Kommunikation (IVK), også kaldet girafsprog. IVK fokuserer på måden vi taler med hinanden på og giver os redskaber til at udtrykke os på en måde, der nedtrapper konflikter og fremmer forståelse og empati. Hent folder om IVK her og få en kort introduktion til Ikkevoldelig Kommunikation eller læs mere i artiklerne “Fra konflikt til kontakt” og “Fokus på behov – mine og dine“.

Du kan også læse artiklen “Fredskultur i skolen”, hvor Carl Plesner fortæller om sine erfaringer med IVK i skolen og hvordan voksne kan støtte børn i at genoprette relationerne efter en konflikt.

Læs projektbeskrivelsen der ligger bag arbejdet med film og undervisningsmaterialer her.