LIVKOMs seneste vision
af Peter Ulrik Jensen
I begyndelsen af juni (2024) var vi 6 personer fra LIVKOM, som mødtes på skønne Rosenlund på Nordvest-Fyn – som svar på invitationen til alle medlemmer af LIVKOM. Vi sad udenfor i dejligt vejr eller indenfor om aftenen, og vi gik til og fra det havebord, som var vores mødebord. Vi havde forskellige runder, der byggede op til at skabe visionen, runder, hvor alle blev hørt én for én – til inspiration for alle og den næste i rækken.
Et højdepunkt var en visions-tegning, vi tegnede i fællesskab (se foto): LIVKOM år 2030. Efterfølgende talte vi om den, og der blev sat ord på som:
Ringene og bevægelsen er dérude, mens der er ro i midten, kraftcentre er også dérude. Men der er også uro, noget prøver at knuse energien. Der er liv og glade dage, underlige indfald, kaos, ingen bestemt retning, men det hele afhænger af lyset i midten i interaktion med uroen. Der må ryddes op og skabes klarhed fra et spirituelt sted, så der kan blive liv. Der skal en ramme til. En fortættet energi skaber en have, hvor mennesker trives. Klarhed i den ene side, liv i den anden.
Og én af os kom i tanke om et digt af Inger Schiøtt, ‘Åndens bærende vinge’. Det blev læst op, og ord som ‘en villende kraft’, ‘aldrig give op’ og ‘voksende ringe’ blev hængende i luften.
Det var en meget poetisk øvelse, både at tegne og at sætte ord på i fællesskab. Jeg blev overrasket over, så åbent det pludselig var, og så meget bevægelse der var. Jeg havde ventet, at det skulle formuleres mere konkret eller rationelt – men heldigvis bevægede det sig ikke den vej, for det var ikke nødvendigt og kunne have lukket noget meget fint.
Så spurgte vi, hvad LIVKOM kunne gøre i retning af denne vision. Her er et uddrag af, hvad der blev svaret:
– Vi kan gentænke vores kommunikation udadtil
– Vi kan prøve at afklare, hvilke målgrupper vi henvender os til
– Vi kan styrke LIVKOMs arbejde i Danmark – udbygge det, vi allerede har
– Vi kan skaffe flere medlemmer, herunder tage kontakt til tidligere medlemmer
– Vi kan se, om vi kan tage skridt i retning af at styrke IVK-fællesskabet i Danmark
– Vi kan sørge for, at der er kvalitet i det, vi gør, at IVK bevares i kernen af vores arbejde; prøve at formulere, hvad det særlige ved IVK er
– Vi kan huske, at vi ikke behøver at arbejde individuelt men kan tage skridt sammen, samarbejde
– Vi kan hellige os det, vi hver især er bedst til og har lyst til
– Vi kan bruge de erfaringer, foreningen har fra sin historie, som guide
– Vi kan kommunikere vores tidligere og igangværende projekter tydeligere
Endelig stillede vi os selv spørgsmålet: Hvad er du villig til at gøre for LIVKOM i retning af visionen? Og hvad vil du gerne have hjælp til?
Én svarede: Jeg vil kontakte den anden IVK-forening i Danmark og tale med dem; jeg vil også gøre noget for at få en LIVKOM-træner ud på skoler eller virksomheder. En anden svarede: Jeg tager mig af vores digitale markedsføring. En tredje: Jeg vil arbejde videre med arrangementet ‘mini-festival’ og andre aktiviteter med relation til LIVKOM. En fjerde: Jeg vil arbejde på at skabe en klar struktur og klare vilkår for dem, der laver noget for LIVKOM. Og endelig én svarede: Jeg vil interviewe nogle nye medlemmer om, hvilken forskel IVK gør for dem, og jeg vil lave opslag til skoler og biblioteker.
Det var et meget opløftende visionsmøde, og en slags fejring af det, der er gjort tidligere år og frem til nu. Der var en åbenhed og løshed i det, som svarer godt til det grundlæggende i IVK: at vi handler frivilligt og med glæde. Der blev sat skibe i søen, og nu er det spændende, hvad der videre sker.
Måske er der endda andre medlemmer, som nu får lyst til at træde ind og tage del i den videre, åbne proces med at forme LIVKOM?