– en kort introduktion til Marshall Rosenbergs Ikkevoldelig Kommunikation. Marshall Rosenberg (am. psykolog, f. 1934) skriver i sin bog ”Ikkevoldelig kommunikation” fra 1998, at siden han var ung, har han været optaget af to spørgsmål:
”Hvordan går det til, at vi mister kontakten med vores medfølende natur, så vores adfærd bliver voldelig og vi udnytter andre? Og omvendt, hvad er det, der gør, at nogle mennesker bliver ved med at have kontakt med deres medfølende natur, selv under de vanskeligste vilkår?” (Rosenberg 2002:17).
af Boe Demsy Przemyslak, BA i filosofi og innovation, kognition og kulturel betydning
Stud. mag. i sprogpsykologi
Til at besvare disse spørgsmål har Rosenberg gjort sproget til sit genstandsfelt – for den måde vi bruger ordene på, har, ifølge ham, afgørende betydning i forhold til konfliktløsning og social forandring (Rosenberg 2002:19). Han har som psykolog arbejdet med mange forskellige slags konflikter. Både på politisk plan, mellem etniske grupper i krig og mellem bander, i politiet og fængslet, på skoler og også i parforhold og med individuelle mennesker.
Rosenberg har stor tiltro til det enkelte individs dømmekraft og potentiale, når det kommer til social forandring. Han skriver: ”Get very clear about the kind of world we would like and then start living that way. As soon as we start living by a different spirituality we’re already starting social change” (Rosenberg 2005:6). Men hvad mener Rosenberg med spiritualitet? Svaret kommer her: ”[…]moment-by-moment, we’re staying connected to our own life and to the lives of others” (Rosenberg 2005:5). Hvis jeg skulle sammenligne Rosenbergs ikkevoldelige kommunikation med positioneringsteorien af Davies og Harré, ville Rosenbergs ikkevoldelige sprog heri, være et sprog, som normativt kunne bruges til aktivt og insisterende at positionere mennesker ligeværdigt. At social forandring kan ske gennem vores sprogbrug, er heller ikke noget nyt for os i dag. Men det Rosenberg tilbyder, er en helt konkret metode til, hvordan vi ikke kun kan analysere magtforhold i sproget, men også hvordan vi selv individuelt kan bruge sproget til at etablere ligeværdige forhold og skabe forandring ved både at være ærlige og empatiske. Det er forbindelsen mellem mennesker, der, ifølge Rosenberg, udgør forskellen på, hvorvidt de oplever sig som konkurrenter eller som samarbejdspartnere. Og det er her sproget kan have en afgørende betydning. Sproget kan nemlig bruges til at skabe kontakt eller afstand. Grundlæggende består modellen for ikkevoldelig kommunikation af fire sproglige trin: 1. iagttagelse, 2. følelse, 3. behov, 4. anmodning (Rosenberg 2002:22-23).
Lad os tage et helt simpelt hverdagseksempel: Jeg venter på en ven på den aftalte tid, men han dukker først op en halv time senere. Dette er sket de sidste 5 gange, men jeg har ikke sagt noget, blot skudt det hen og tænkt, at det nok bare var et tilfælde. Men nu begynder det at irritere mig, og jeg får den tanke, at han faktisk er lidt ligeglad med mig. Jeg kan mærke, at det ødelægger mit forhold til ham. Dette vil jeg gøre noget ved, for jeg er blevet bevidst om, at jeg ønsker at andre mennesker også fortæller mig, hvis der er noget, jeg gør, som går dem på, sådan at konflikten kan tages, mens den endnu er lille. Men hvordan kan jeg sige det? Ud fra Rosenbergs model vil et skoleeksempel komme til at lyde nogenlunde sådan her:
”Når jeg ser at du kommer en halv time senere, end vi aftalte (iagttagelse), så bliver jeg irriteret og vred (følelser), fordi jeg har brug for at kunne stole på aftaler (behov).” Lad os vente et øjeblik med anmodningen.
At adskille iagttagelse og følelser og koble følelserne sammen med behovet er et af kernepunkterne i ikkevoldelig kommunikation. Mange vil måske mene, at det også er en iagttagelse at sige: ”Du er irriterende, når du kommer for sent.” Men en iagttagelse skal være objektiv på den måde, at det skal være noget, som vi alle kan sanse og blive enige om.
’At være irriterende’ er ikke en iagttagelse, det er en vurdering. ’At komme en halv time senere end planlagt’ er en iagttagelse. Derimod bliver følelsen ’irriteret’ koblet sammen med et behov, jeg selv har og ikke noget, som den anden gør.
Denne sproglige manøvre kan synes lille, men gør en stor forskel, fordi den ikke gør den anden ansvarlig for mine følelser, men giver den anden medindflydelse på at optimere min trivsel via sine handlinger.
Men hvilken anmodning skal jeg runde min sætning af med? Ifølge Rosenberg, er det oftest mest hensigtsmæssigt at slutte af med en anmodning, så vi eksplicit fortæller den anden, hvad vi ønsker som feedback til det, vi har sagt. Det kunne enten være ”Vil du ikke fortælle mig, hvorfor du er kommet for sent de sidste 5 gange?” hvis jeg har brug for at forstå, hvad der egentlig gør, at den anden ikke er kommet som aftalt. Det kunne være startpunktet for sammen at finde en måde, hvorpå begge trives med de aftaler, vi laver. En præmis, som netop gør kommunikationen ikkevoldelig er, at jeg med min måde at tale på prøver at skabe kontakt, frem for at få den anden til at gøre, hvad jeg vil have.
Ovenstående sætning er et eksempel på at udtrykke ærlighed uden at vurdere. De fleste mennesker reagerer, ifølge Rosenberg, nemlig på vurderinger ved enten at tage skylden på sig eller forsøge at lægge den fra sig på en ene eller den anden måde, og dette kommer der ikke et samarbejde ud af, kun et hierarki.En anden måde at bruge modellen på, er som sagt at analysere det, den anden har sagt ud fra empati. Hvis jeg nu havde sagt, da min ven endelig var kommet efter en halv times venten: ”Hvor er du bare irriterende, når du kommer for sent,” så kunne han eventuelt have responderet ud fra modellen på denne måde: ”Når jeg kommer en halv time senere, end vi har aftalt (iagttagelse), bliver du så vred og irriteret (følelse), fordi du har brug for at kunne planlægge din tid efter, hvad du aftaler med andre og gerne ville have brugt denne halve time på noget som var mere givende for dig end at stå og vente (behov)?” (I den empatiske model er anmodning ikke altid nødvendig, fordi spørgsmålet i sig selv er en anmodning om at blive besvaret). Denne gang bliver min vurdering via modellen analyseret til iagttagelser, følelser og behov. På den måde går min ven ikke ind i at uddele skyld, han afviser dog heller ikke min vurdering, men ’oversætter’ den til ord, som kan være kontaktskabende. Uanset om han rammer rigtig eller ej, vil hans ord være en åbning for at vise forståelse for min irritation og kan lede til yderligere dialog.
Mit eksempel her er meget banalt, men valgt fordi det er enkelt og måske også genkendeligt. Det er en lille ting, der med tiden kan vokse sig stor, hvis der ikke bliver taget hånd om det. Måske ville jeg begynde at tænke om min ven, at han var ufølsom, respektløs eller ikke til at stole på, og dette kunne få indflydelse på den måde, jeg omgås og taler om og med ham, uden jeg selv lægger mærke til det eller vil det.
Min gennemgang har været meget kort. Rosenbergs teori er langt mere detaljeret og omfattende. Den bliver i dag brugt både som terapeutisk metode, i konfliktmægling og til at genopbygge fred og tillid folk imellem efter voldsomme krige. I sprogpsykologisk øjemed kunne teorien bruges som sproglig analysemodel for hvorfor konflikter opstår og fortsætter, hvordan magtforhold opstår eller udlignes, hvordan samtaler, forhandlinger og samarbejder kan tolkes. Derudover kan den bruges normativt og rådgivende til hvordan ligeværdige relationer skabes og opretholdes.
Litteratur:
Rosenberg, Marshall: Ikkevoldelig Kommunikation, Borgen 1999.
Rosenberg, Marshall: The Heart of Social Change, PuddleDancer Press, 2005.
Bringes med tilladelse af forfatteren. Artilklen blev først publiceret i “SPINDET – SPROGPSYKOLOGISK INFORMATION OG DEBAT”, 13. årgang, nr. 1, juni 2013. Se også www.spindet.net)
