Workshop med Dominic Barter i København den 22. april:

Mine forventninger var blandede, da jeg tilmeldte mig workshoppen. Jeg havde tidligere læst lidt om Dominic Barter på internettet og set nogle klip med ham, hvor han fortalte om empati og sit arbejde i Rio de Janeiro, og næsten hver gang tabte jeg tråden ca midtvejs og blev søvnig. Samtidig var der flere i min IVK-øvegruppe som med begejstring havde talt om, at nu kom Dominic Barter, og under sit besøg skulle han også forbi Seminaret for konfliktrådsmæglere og koordinatorer i Vejle, Netværket for Genoprettende Retfærdighed og Nordic Mediators.

Bestem selv hvad du betaler

Venus-rummet på Christiania, hvor workshoppen skulle afholdes, summede af liv, da jeg mødte op. Der var kaffe og brød, nogle kendte ansigter og mange ukendte. Jeg gætter på at vi var omkring 50, heriblandt 5 fra Tyskland, 1 fra Finland og 1 fra det fjernere udland. Arrangør-teamet fra Livkom præsenterede de udgifter, der havde været til lokale, mad mv. og Dominic fremlagde helt åbent de udgifter han havde haft til rejse, ophold osv, og så blev deltagerne opfordret til at lægge, hvad vi nu syntes vi ville i en kuvert med eller uden navn, dels for mad, dels for workshoppen. Jeg tænkte, at det var inspirerende og smukt at gøre det på den måde, men også: Gad vide om det holder? Ved dagens afslutning blev det indsamlede beløb gjort op – og det holdt nogenlunde.

Vi medskaber selv vores verden

Hvad gør du i en konfliktsituation, som du kan lide? Med det spørgsmål indledte Dominic dagen. Altså: Skridt i den rigtige retning, ting der virker for dig? Der var mange bud, og alle blev noteret i overskriftsform på tavlen. Derefter kom et andet spørgsmål: Hvad gør du, som ikke virker? Og så: Hvordan kunne du tænke dig, at dine konflikter så ud?

Opfordringen fra Dominic lød på at bygge ‘drømmen om hvordan jeg ønsker mine konflikter skal se ud’ på observationer fremfor en idé. På den måde bliver det ved med at være en åben eller fælles proces, drevet af nysgerrighed, og verden bliver et sted, vi er med til at skabe. Det er simpelthen sjovere end at arbejde under sin egen eller en andens færdige idé. Det 20. århundrede byggede på, at der var et bestemt svar – og følgerne kender vi. Nu ønsker vi en verden, hvor målet ikke er der på forhånd, men er noget, vi skaber undervejs. Det er mere effektivt og varigt at forandre tingene på den måde.

Spørgsmål ledte til fællesskab

På samme vis er Dominics ‘Restorative Circles’ ikke resultatet af en smart idé men noget, der er kommet ud af det fællesskab, han blev en del af i Rio de Janeiros slumkvarterer. Med det udgangspunkt at han var nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor kriminalitet og konflikter blev ved med at gentage sig. Hans indgang var spørgsmål, samtaler og engagement i de mennesker, han skabte kontakt til.

Noget af det, der blev tydeligt for ham, var at jo mindre forståelse og kontakt, der er mellem to uenige parter, desto højere synes de at råbe. Måske er det udtryk for, at længslen efter kontakt stiger og stiger sammen med lydstyrken og erfaringen af mere og mere afstand. Jeg fik den tanke, at ja, nogle gange taler folk i en sådan lydstyrke til hinanden, at de må kunne høre hinanden på 30, 50 eller 100 meters afstand, og måske er det lige præcis også den menneskelige afstand, de lige nu oplever mellem hinanden – og præcis så meget de savner den.

Spontant søger vi allierede

Også på andre måder både så og hørte Dominic i de samtaler han havde, særligt med børn til at begynde med, at der var et mønster i måden folk typisk reagerede på overfor en konfliktskabende hændelse:

1)      Der sker noget

2)      Jeg bliver chokeret

3)      Jeg søger én i nærheden at tale med, en, der lige nu er indenfor rækkevidde og som jeg regner med vil være enig med mig i min fortolkning, eller som jeg i i hvert fald kan overbevise, dvs enig med mig i hvem der har gjort noget forkert og hvad det er, der er forkert ved det

4)      Og så er konflikten og dens grupperinger og optrapning i gang.

Dette er en meget almindelig måde at reagere på, og den afspejler det straffende og gengældende retssystem, som er typisk næsten overalt i verden.

Alternativet er fællesskab

Hvad nu hvis det i stedet er muligt at gribe tingene an som et fælles anliggende, og så derfra enes om, hvad der nu skal gøres, for at alle involverede bliver tilfredse – og fællesskabet så kan fortsætte uden at isolere nogen?

Her præsenterede Dominic Restorative Circles proces som en måde at skabe et system på, der genopretter frem for at straffe. Og han lagde vægt på, at det er vigtigt, at systemet eller rammerne etableres før konflikterne opstår. Er systemet skabt, så ved folk, hvad de skal gøre, når de får brug for at anvende det.

Restorative Circles – et kort overblik

Når der sker en konfliktskabende hændelse, og en person bliver chokeret – det kan både være den der har begået hændelsen, eller modtageren eller en eller flere fra fællesskabet – så er der en ganske bestemt og enkel måde at indkalde til en Restorative Circle på. Man kontakter den bestemte person, som er valgt af fællesskabet til rollen. Personen, der henvender sig, behøver ikke først at overbevise facilitator om at der er brug for hjælp. Strukturen er allerede givet, der lyttes, og det er ikke nødvendigt at være enige for at komme videre. Og ikke nødvendigt at råbe.

Facilitatoren afholder så en ‘pre circle’ med den person, der har henvendt sig. Facilitatoren stiller to spørgsmål: 1) Hvad er der sket?  og 2) Hvad betyder det, der er sket, for dig? Når personen er nået til klarhed i dette gennem facilitatorens empati, så spørger facilitatoren hvilke andre, vedkommende ønsker skal være til stede i den egentlige circle / på hovedmødet. Og endelig spørges vedkommende, om han eller hun er klar til at gå videre til det egentlige hovedmøde. Derefter inviterer og afholder facilitatoren lignende pre circles med hver eneste anden, som den første person eller nogen af de følgende ønsker skal være med på hovedmødet.

Facilitatoren er en del af konflikten og dens løsning

Her var det en overraskende pointe for mig, at facilitatoren også selv altid betragtes som en del af fællesskabet. I enhver konflikt er der tre parter: 1) ‘the author’ / gerningsmanden, 2) ‘the receiver’ / offeret, og 3) ‘the conflict community’ /fællesskabet/samfundet.

I anden sammenhæng har jeg lært om konfliktmæglerrollen, at mægleren er upartisk trediepart. Her hos Dominic er facilitatoren en del af det fællesskab, der er ramt af hændelsen (jeg savner i skrivende stund nogle ord for gerningsmand og offer på dansk, som ikke refererer til straffende tankegang og retssystem – er der nogen der har et bud?).

Dette affødte en spændende samtale om, hvad empati er, og på hvilken måde den, der lytter empatisk, er en del af fællesskabet med den person, der taler. Noget vigtigt er sket, og jeg forstår som empatisk lyttende, at den andens konflikt også er en konflikt i mit liv, som den anden er i gang med at opdatere mig om, og det er naturligt at blive berørt og forandret af det, jeg hører. I mine noter står der at empati er en proces, der trækker konflikten frem i lyset, modsat som det gøres i den straffende tilgang: at analysere, definere og isolere konflikten ved at finde dens årsag og fjerne den gennem straf.

Når facilitatoren har afholdt pre circles, indkalder han til den egentlige circle / hovedmødet.

Processen forløber nu efter et ganske bestemt mønster, og ikke bare mønster, men med fast formulerede spørgsmål. Det er de samme to spørgsmål som i pre circle, men her er alle til stede, og faste, trygge rammer sikrer orden og luft. Facilitatorens opgave er at sørge for at holde dette mønster og disse spørgsmål – og hans udfordring er at lade være med at gøre mere end det, ikke analysere, ikke nødvendigvis selv forstå hvad parterne siger osv. Der er tre led:

1)      Gensidig forståelse: Den, der har indkaldt til precircle/circle bliver spurgt af facilitator: Hvad vil du gerne fortælle til hvem, om hvordan du har det lige nu i forhold til gerningen og dens betydning for dig?

Når den første har sagt alt, han eller hun vil sige, evt. brudt op i bidder, som modtageren løbende genfortæller, er det en anden person, der bliver spurgt, fx gerningsmanden, et vidne eller en fra fællesskabet. Indtil alt det er blevet sagt, som alle gerne vil have skal høres, og de personer, der er udpeget til at høre det, har gengivet det. Er de rette personer ikke til stede, kan de repræsenteres af andre, selv gerningsmanden (!).

2)      Selv-ansvar: I denne anden runde spørges der så til hvad personens motiv var til at handle som vedkommende gjorde. Med det formål at alle involverede, igen både gerningsmand, offer og fællesskab; kan tage ansvar for hvad der har været deres bevæggrund til (eller af) det skete. Spørgsmålet lyder: Hvad vil du gerne fortælle til hvem, om hvad du søgte at opnå i det øjeblik du valgte at handle som du gjorde?

Facilitatoren leder nu igen en proces, hvor der tales, og den der tales til, genfortæller, hvad han eller hun har hørt. Indtil alt det, som alle ønsker skal høres og tages ansvar for, er kommet frem.

I denne fase af en circle er der ofte stilhed. Der er smerte og kontakt med behov. Det er ‘rehumanisering i nutid og fortid’. På dette niveau opstår muligheden for at se frem fra et nyt fælles sted.

Dominic sagde, at det er hans erfaring efter mere end 100 circles, at det, der får en gerningsmand til at ændre indstilling, ikke er at se konsekvenserne af sin handling for andre. Men at se de behov hos sig selv, som ikke blev opfyldt ved at han handlede, som han gjorde.

3)      Fælles handling: I denne sidste fase stilles spørgsmålet til alle hele vejen rundt, med mindre deres ønske er blevet nævnt af andre: Hvad vil du gerne have, der nu skal ske? Hvad skal der til for at se fremefter og genoprette fællesskabet, hvilke handlinger vil du gerne have og fra hvem?

Her supplerede Dominic med at det, der forløser en traumatisk oplevelse, også på det personlige plan, er handling. Ved at se på, hvad nogen nu kan gøre for at genskabe fællesskabet på nye vilkår, begynder energien at flyde igen. Der nås frem til en aftale om, hvad der skal gøres, og det aftales også, hvornår alle mødes igen – i en ‘post circle’ – for at følge op på, om aftalen er blevet indfriet.

4)      Post circle: Det er ikke altid, at det aftalte har kunnet lade sig gøre, noget kan være

kommet i vejen, men så er det det, der kommer frem og bliver forklaret. Det kan også være, at det aftalte alligevel ikke har vist sig at være tilfredsstillende nok for alle, og at der fremkommer nye ønsker. Om nødvendigt laves en ny aftale om hvad der skal ske, og der aftales en ny post circle.

I store træk er det sådan ‘Restorative Circles’ forløber.

Dominic illustrerede undervejs med eksempler fra sit arbejde i Brasilien. Størst indtryk på mig gjorde en beretning om en hasteindsats, han blev bedt om i en af Brasiliens fjernereliggende byer. Han blev ringet op fra myndighederne og bedt om at komme til et fængsel i denne by, hvor et fangeoprør var i gang, som havde kostet en mand livet.

Det fik mig til at tænke, at det er et langt skridt på 15 år, fra at han nysgerrigt henvendte sig til børn i forstæderne, til at have udbredt sit system mange steder i landet og være blevet kendt af myndighederne, så han tilkaldes til en sådan situation. Det taler sit sprog om metodens og hans arbejdes ståen mål med virkeligheden – og har vakt min nysgerrighed yderligere.

På hjemmesiden www.restorativecircles.org har jeg fundet spændende baggrundsmateriale, flere detaljer om processen, og en del videoklip. I lande omkring os, i hvert fald Tyskland, er der allerede indsatser på forskellige skoler for at sætte systemet op og bruge det. Måske er der også allerede nogen herhjemme, der er i gang med, eller går med tanker om, at starte systemer op i fællesskaber og institutioner direkte inspireret af Dominic Barters arbejde?

Dominic gjorde en del ud af, at Brasilien ikke er ‘alle steder’. Hvert sted og hvert fællesskab skaber sit på sine egne vilkår. Lige sådan var det mit indtryk, at hans arbejde har stort sammenfald med IVK men også, at han bruger et lidt andet sprog og har fundet det godt at bruge faste spørgsmål, samt at undgå terapeutisk sprogbrug som fx ”Hvad føler du?” og lignende. Det er intentionen, der er vigtig – intentionen om at åbne et fælles plan og få tingene frem i lyset, så alle kan være der helt, også selv om der ikke er enighed eller accept af bestemte handlinger.

Jeg var fyldt op og udmattet allerede inden dagen var omme. Inspiration og nye perspektiver, overraskende indsigter og pointer. Latter og humor undervejs. Og et eller andet udefinerligt som havde ændret sig. Jeg var ikke søvnig (!) – men træt efter et intenst møde. Og jeg undrede mig over kontrasten til mit indtryk af Dominic Barter fra internettet inden denne dag.