”Nuet midt imellem en nærende fortid og en nytilkommen fremtid”

Nogle få vindues-kig ind i konfirmandundervisningen i Kildevældskirken 2011/2012

Da sognepræst Gitte Nissen Raun ringede og spurgte, om jeg ville påtage mig dette års konfirmandundervisning, sagde jeg prompte ”ja tak”. Og frydede mig allerede ved tanken. Ringede straks til Kristiane med hvem jeg har undervist i IVK bl.a. i studentermenigheden på Københavns Universitet. Konfirmanderne ville nu få mulighed for også at møde relations-redskabet IVK inde i den kristne livsanskuelse.

I bibelens ”syndefaldsmyte” står: ”Men slangen sagde til kvinden: ”Vist skal I ikke dø! men Gud ved, at den dag I spiser af den (frugten fra træet) bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.””

Og hvem vil ikke gerne være ligesom Gud, være guddommelig, være den allerbedste, på alle måder og i alle henseender være den, der rager op i landskabet. Problemet kommer, når vi forbinder det med ondt og godt, fordi vi så også forbinder det med domme og bedømmelser, og med straf og belønning, over andre mennesker og os selv og vores væremåder. Den enkeltes styrkesider i den almindelige mellem-menneskelige relation bliver så hurtigt til en konkurrence -relation ”Jeg bliver større og du bliver mindre”. Den gudelighed får let livet til at visne eller forvokset sig.

Konfirmanderne var blevet bedt om hjemmefra at sætte ord på de 3 egenskaber ved dem selv, som de værdsatte mest. Egenskaberne blev skrevet op på tavlen og det stod lysende klart, at alle var Gud lig på nogle områder – også på helt forskellige – og sætter vi fokus på styrkesiderne og supplerer hinanden med dem, så vokser gudeligheden og livet fyldes af fælles grokraft.

Vi begyndte undervisningen i et dertil valgt lokale, og den 19. januar gik vi op i kirken, hvor de fik fortalt highlights fra det gamle testamente. Konfirmanderne nød opholdet i kirken så meget, at vi besluttede at undervisningen fremover ville komme til at foregå i kirkerummet, med dets bevidstgørende Gudsnærvær. En helt nærliggende tanke, da det jo er relationen mellem Gud og mennesker og mennesker imellem, kristendommen har fokus på. Væk fra skolestuen og ind i materien selv – og det gav rigtig god mening for os alle.

En dag lå alle konfirmanderne på ryggen på hver sin kirkebænk, lå helt stille og prøvede at forbinde sig med deres egen spiritualitet og få kontakt til Gud, til noget udenfor dem, noget større. Efter ca. 15 minutters salig stilhed blandt de ellers så livfuldt sprudlende unge, bad vi sammen fadervor og bekendte trosbekendelsen mens de stadig var liggende på bænkene.

Vi arbejdede også helt bogstaveligt med IVK, f. eks. til forælder/konfirmandaftenen, hvor vi havde lagt Trigger/Årsag-dansen af Jeyanthy Siva ud oppe i kirken, og forældre og konfirmander sammen dansede den.

Ligeså på konfirmandlejren sammen med Sionkirken, hvor 43 konfirmander arbejdede konkret med følelser og behov og derefter dansede Trigger/Årsag-dansen. Om aftenen under festen opstod en stor smerte i en af drengene, og en af de andre drenge lagde armen om ham og spurgte hvilke behov han savnede at få opfyldt. De fik sig en god snak med afsæt i følelser og behov, og det var meget rørende og hjælpsomt.

Da vores Kildevælds-konfirmander selv stod for gudstjenesten, havde de to drenge, der lavede prædikenen inddraget behovenes vigtighed: ”…Men mennesker har også behov – tillid, respekt, at blive accepteret, men det største behov for alle mennesker, som samtidig er et ønske, er og bliver kærlighed…”

Det skriftsted den enkelte konfirmand fik med ud i verden fra konfirmationsdagen var valgt ud fra, at de hver især havde valgt det ord, der sagde dem mest lige nu og her. Vi undervisere fandt så alle de skriftsteder i bibelen, der indeholdt ordet, og mellem dem valgte konfirmanden sit helt eget skriftsted til at bære med ud i livet.

Da det nu er dem, der skal ud og leve i og videreformidle kristendommen som de unge mennesker, der selv har sagt ja til den kristne tro, så havde vi bedt dem skrive et brev til en ikke kristen penneven og fortælle ham/hende hvad kristendommen er. Prædikenen på konfirmationsdagen var derfor udpluk af deres egne breve som jeg sagde ”Det var deres egne ord, deres tolkning af kristendommen jeg frimodigt havde hugget”, ud fra den bevidsthed, at vi er ligeværdige kristne.

Det var en stor fornøjelse at opleve, hvordan de unge gik kritisk og konstruktivt ind i arbejdet med IVK – og deres tilgang til det blev utrolig berigende for os og tændte en drøm og et håb om, at vi også må få mulighed for at bruge IVK blandt unge fremover. Det der skulle være en gave til dem, endte med at være en stor gave fra dem til os.

Taknemmelige hilsner fra konfirmandundervisere:

Jurastuderende Kristiane Korf

Og

Pastor og M.M.C.R. Anniliva Lemke

Gud i Vold!