First response og langsigtet støtte til voldsramte familier

Projektet Nordplus er et samarbejde mellem LIVKOM i Danmark, Friare Liv AB i Sverige, IVK Norge og Norges Røde Kors.

Målet med projektet er at nedbringe forekomsten af vold i familierne i Norden og at udvikle en efteruddannelse baseret på Ikkevoldelig Kommunikation for personer, der kommer i kontakt med de voldsramte familier.

Selvom nordiske borgere selv i de fjerneste egne har adgang til mobiltelefoni og internet, er der mænd, kvinder og børn, der lever i dyb isolation midt i deres fællesskaber. En årsag hertil kan være vold i hjemmet.

Børn, kvinder og mænd der udsættes for vold og overgreb holder det ofte hemmeligt, fordi de har erfaret, at de bliver mistænkeliggjort, talt nedladende til, eller blot ikke bliver hjulpet, når de henvender sig til en myndighed. I stedet oplever de at blive eksponeret for omgivelsernes domme. Særligt i de små samfund er skammen stor. Tit ved omgivelserne, hvad der foregår, men ingen griber ind, for man ved ikke hvordan. Skammen er ikke mindre for voldsudøveren.

Værdigheden tilbage

LIVKOM mener, der er brug for efteruddannelse til de personer, der kommer i berøring med de voldsramte familier. Projektet vil lære de professionelle og frivillige, der møder de voldsramte familier, hvordan de kan intervenere på måder, der giver blivende forandringer, og giver både den voldsramte og voldsudøveren værdigheden tilbage.

Ved at skabe forståelse for dynamikkerne bag volden samt integration af hensigtsmæssige, ikkevoldelige måder at kommunikere på, kan man sikre, at de professionelle og frivillige med deres attitude og sprog kan rumme de voldsramte såvel som voldsudøveren, samt at de har indsigten og modet til at intervenere på en måde, der medvirker til at stoppe volden.

Indtil nu er IVK ikke blevet anvendt systematisk som et redskab mod vold i hjemmet, selvom Norges Røde Kors har medtaget det som et element i sin politik. Til gengæld har IVK har vist sig som en effektiv måde at begrænse vold og erstatte den med medfølelse i fængsler, på retsmedicinske psykiatriske sygehusenheder, i krigszoner, blandt gadebander og mange andre steder.

I dag synes man at se voldsudøvere som onde mennesker, der gør skadelige ting over for uskyldige mennesker. Kuren er at straffe voldsmanden ved at fratage ham hans frihed.
I løbet af de sidste 15 år er straffene for vold i hjemmet, herunder børnemishandling steget i både Norge, Sverige og Danmark. Forekomsten af vold er i samme periode uændret eller ligefrem steget.

Fra konfliktrådene ved vi, at offeret ikke kommer sig, fordi hendes gerningsmand straffes. Derimod hjælper det både offer og gerningsmand, når de hjælpes til at høre hinanden, og når offerets respons over for volden ses og anerkendes. Det er medvirkende til at bringe offeret i kontakt med sin egen styrke.

Vold – et socialt problem

I dette projekt anser vi ikke volden som de enkelte individers problem, men som et socialt problem. Ingen i voldsligningen bryder sig om vold. Det er på ingen måde respektfuldt for en mand at slå sin kone eller sine børn, men der sker tit det, at de involverede personer sidder fast.
Erfaringerne viser, at selvom det er synligt, at familien har brug for hjælp, tager det årevis før en effektiv indsats er parat. Hensynet til retssikkerheden spiller ind her. Det gør parternes tilbøjelighed til at ville skjule volden også, idet også ofrene er skamfulde, og de skal have stor tillid til at det nytter, for at de vil søge hjælp, eller svare ærligt på undersøgende spørgsmål. Endelig er de personer, der møder ofrene, tit både blufærdige og rådvilde i de situationer, hvor der er en mulighed for at intervenere.

Kerneværdier:

Enpowerment
Projektet arbejder med empowerment – at styrke individets kontakt med egne ressourcer. Ofrene kommer til at stole på egne erfaringer, erkender deres respons på volden og opnår bevidsthed om, hvordan de kan reagere på forskellige måder, som mere sandsynligt leder til ro og sikkerhed. Også gerningsmændene erkender deres ansvar og valgmuligheder, og får støtte til at lære fredelige og sikre måder at få opfyldt deres behov på.
Dette formidles til de mennesker, der undervises, så de også vil opleve empowerment, da de lærer at håndtere ofre såvel som gerningsmænd respektfuldt og som ligemænd, og erfarer, hvilken forskel det gør.

Fælles ansvar
De, der er parter i, eller vidner til familievold, har et ansvar for at reagere. Vold er en ulykkelig situation, der udspringer af oplevelsen af afmagt. Derfor skal vold ikke stiltiende accepteres. Den er et råb om hjælp, som skal høres og reageres på. Det er tit vældig svært for parterne selv at række ud efter hjælp. Derfor har vidnerne en vigtig opgave.

Åbenhed
Lidelsen bliver dybere i takt med graden, den holdes hemmelig. Ved at nævne hvad der sker i en ikke-fordømmende, men klart beskrivende måde, kan de involverede begynde at forstå, hvilke effekter voldsepisoderne har, hvilke følelser offer såvel som gerningsmand sidder tilbage med, og hvilke behov der ikke er opfyldt. Det kunne f.eks. være behovet for sikkerhed, respekt, tillid, værdighed og accept. Herfra kan der indledes en snak om hvilke strategier, der vil kunne møde disse behov.

Samarbejdet

    • Danmark: Leverer lærerkræfter til danske og evt. norske uddannelsesaktiviteter. Bidrager desuden med materialer, koordinering og projektledelse.
    • Sverige: Leverer lærerkræfter og viden om forholdene i Nordsverige samt mange års erfaring i at arbejde med konflikter og forsoning.
    • Norge: Leverer viden om forholdene i Norge samt et stort netværk og erfaringer fra tidligere beslægtede projekter.

Om projektpartnerne:

Danmark:
Repræsentanterne fra LIVKOM har stor erfaring med undervisning terapi og supervision.
Carl Plesner er certificerede IVK-trænere og en erfaren konfliktmægler med særlig fokus på genoprettende retfærdighed og vold i hjemmet.
Pernille Plantener er ligeledes certificerede IVK-trænere, proceskonsulent og projektleder. LIVKOMs medlemmer tæller også andre certificerede IVK-trænere, med flere års erfaring med arbejdet indenfor social forandring, personlig udvikling og forsoningsarbejde.

Sverige:
De svenske projektdeltagere, ”Friere Liv AB” er en virksomhed med tre ansatte med fokus på undervisning i IVK, arbejde med mægling og rådgivning samt at drive et bogforlag.
Liv Larsson er certificeret IVK-træner og forfatter. Hun har skrevet tolv bøger om kommunikation, empatisk lytning, konfliktløsning, mægling, lederskab kursus, skam, skyld og vrede og taknemmelighed, mv. Liv uddanner enkeltpersoner og grupper i konflikthåndtering og mægling, og har arbejdet med enkeltpersoner, grupper og lederudvikling siden 1978.
Kay Rung er empati-træner, mægler og bogforlægger. Han har arbejdet som konsulent og træner i Sverige og internationalt siden 1998. Kay har arbejdet med coaching og mægling med udgangspunkt i Ikkevoldelig Kommunikation siden 2001.
Både Liv og Kay har opgaver over hele verden, og har uddannet mange på krisecentre og andre, der arbejder med voldsramte børn og voksne.

Norge:
IVK Norge har et stort netværk i mange norske byer og et ivrigt og voksende antal aktive.

Marie Rørvik er ansvarlig for det norske delprojekt. Hun er adjunkt med videreuddannelse indenfor psykisk sundhed. Hun er certifiseringskandidat under Center for Nonviolent Communication, og har undervist i IVK siden 2008.

Norges Røde Kors har gennem projektet ”Stopp Volden” undervist voksne i Marshall Rosenbergs metode til dialog og konfliktløsning. Dette har været en vigtig del af det voldsforebyggende arbejde for Norsk Røde Kors.
Røde Kors har også i samarbejde med organisationer som ”Alternativ til Vold”, ”White Ribbon”, ”Kirke Bymisjon” og ”Senter for Likestilling” kørt oplysningskampagner via konferencer, medier, foredrag, ‘brochurer mm.
For Norges Røde Kors er vold i hjemmet en vigtig prioritet, og gennem sine 144.000 medlemmer og 400 lokale foreninger har Røde Kors et godt netværk i Norge.
Kjell Arne Langseth, seniorrådgiver i Norges Røde Kors har modtaget træning i IVK og har foreløbig uddannet ca. 100 ambassadører i at undervise i kommunikation der nedtrapper konflikter og gør fredelige løsninger mere sandsynlige.

Forventet udbytte af projektet

Ud af projektet forventes der at komme et veldefineret kursuskoncept med tilhørende materialer. Ud fra dette vil mennesker, der er trænet til at undervise i Ikkevoldelig Kommunikation, kunne tilbyde kurser i ‘first response’ for de personer, der møder personer, ramt af vold i familien. Desuden vil et antal krisecenter- og socialarbejdere, skolelærere, præster mv. i deltagerlandene have modtaget målrettet efteruddannelse i ‘first response’. I deres arbejde med udsatte familier vil de direkte kunne anvende det lærte i indsatsen for at nedbringe forekomsten af vold i familier.

Partnervold er aktuelt på dagsordenen på regeringsniveau i Norge og Færøerne og muligvis også på vej på dagsordenen i andre nordiske lande. Gennem netværk, artikler samt evt. afsluttende konference vil projektets resultater blive kendt af mange mennesker, og der forventes at blive efterspørgsel på kurserne.

Udbredelse af resultater 

Igennem projektets forberedelse har en række organisationer udtrykt interesse for projektet. Denne interesse vil der blive bygget aktivt videre på når projektet når til sin formidlings- og implementeringsfase. Organisationerne omfatter bl.a. Dansk Røde Kors, Socialrådgiverforeningen, Krisecentret i Torshavn og Guldborgsund Kommune i DK.