Da vi først begyndte at tænke over at starte en friskole, var et af vores grundlæggende ønsker at skabe en skole præget af glæde og livslyst, og hvor børn – og voksne – lærer at skabe rummelige og støttende relationer. Vi valgte at lægge ud med at læne os op ad IVK, for at starte lærerteamet med en fælles redskabskasse af begreber og fremgangsmåder.

Af Karen MacLean

Hvad kan skolens team bruge IVK til?

Vi forventede således at IVK kunne hjælpe undervisningsteamet med at håndtere deres uenigheder eller misforståelser. Dette var især vigtigt i opstartsfasen, hvor der var tale om en lille gruppe mennesker med en bred vifte kompetencer og forventninger, som kom til at agere i et ukendt og foranderligt miljø. Vi syntes, at det vil være godt for dem at have et sprog og en metode til at komme hinanden i møde, på det personlige plan. Det var essentielt for dem at anskueliggøre og arbejde ud fra hinandens behov og forventninger. Jeg har brug for overblik (så jeg vil fortsætte mødet så vi kan runde af) versus, jeg har brug for hvile, (så jeg vil stoppe mødet og gå hjem). Selv det mest professionelle team har brug for at kunne forhandle helt lavpraktiske emner på plads på grundlag af andet end tilfældigheder, et stramt regelsæt, eller ’plejer’.

Vi havde i forvejen et samarbejde med konsulent Michael Lykke omkring at udvikle en stærk samarbejdskultur på skolen, hvad angår professionel feedback og faglig sparring. Selvom det ikke altid er muligt at skille det personlige fra det professionelle, og selvom Michael har gode redskaber til at tale om behov kollegaer imellem, når det drejer sig om professionel sparring, så tænkte vi at der kunne være brug for en redskabskasse og nogen perspektiver, der henvendte sig til dynamikkerne mellem teamets medlemmer på det mere personlige plan. Alene det at have redskaberne til at filtre rottereden af behov og forventninger og professionelle mål fra hinanden anså vi for at være essentielt.

Hvordan kan IVK bruges i undervisningen?

Vi forventede dog også at undervisningsteamet tog IVK med sig i rygsækken i arbejdet med børnene; one-on-one i tilfælde af fx tristhed eller uvillighed til at deltage i undervisningen, samt i en større sammenhæng, fx tvister blandt børnene. På kort sigt ønskede vi at børnenes behov for at se på, være med, tage en pause, lytte i stedet for at tale, løbe en tur rundt om skolegården etc., i så høj grad som muligt blev honoreret, og i det mindste italesat (hvis det første ikke var muligt), så behovene var tydelige og anerkendte. På længere sigt var ønsket at børnene fik dette ordforråd og denne metode med i deres egne rygsække i dagligdagen på skolen, og udenfor, på deres vej i livet. IVK er nemlig både et redskab her og nu, et perspektiv på uenighed/konflikt, og en tilgang, der rækker ud på livets vej.

Det allermest frugtbare perspektiv fra IVK, som vi ønsker børn og voksne fra vores skole skal tage med sig, er at uenighed eller konflikt er en mulighed. Hver konflikt indeholder kimen til større forståelse og nærhed, og til kreative løsninger i det sociale samvær. De fleste af os er opvokset med en vis grad af konfliktskyhed, og ser konflikter som noget uønsket, et tegn på dårlig moral, mangler, eller modstand. I det perspektiv er konflikt noget der skal undgås, undertrykkes, eller forvaltes på en måde der gør konflikten til ”de andres” skyld. I systemer eller i ulige magtforhold er konflikten altid et tegn på utilstrækkelighed hos individet eller den svage.

Forstås uenighed derimod som et kreativt øjeblik; som dér hvor muligheder for større tilhørsfølelse og tilfredshed – med andre ord, for glæde og livslyst – opstår, så vil vi gå til konfliktprægede interaktioner med større fortrøstningsfuldhed og tillid. Her er konflikter ikke endnu et på forhånd givet nederlag eller en modstand, der skal undertvinges; tværtimod kan man forestille sig at vi kan lære at byde uenigheden velkommen.

Vi mener at IVK vinklen på konflikt som mulighedernes kilde er helt i tråd med vores skoles store fokus på kreativitet, på at se muligheder i stedet for begrænsninger og føle sig handlekraftig og kompetent.

At skabe en ny skolekultur

Efter en kort workshop med Carl Plesner i vores pædagogiske uge inden skolestart, har vores team taget IVK og ånden omkring en hel anden form for kommunikation med sig ind i skoleprojektet. De arbejder aktivt og bevidst med kommunikation i hverdagen, og sigter efter de følgende ambitioner – mellem børnene internt, mellem voksne og børn, og i teamet:

  • Vi taler i øjenhøjde.
  • Vi afbryder ikke.
  • Vi ser hinanden i øjnene, når vi taler sammen.
  • Vi hævder os ikke og tilskriver ikke børnene motiver for handlemønstre/handlinger.
  • Vi taler med rolig autoritet – ikke magt og befalinger.
  • Vi bruger ikke ’skæld ud’.
  • Vi spørger mere end vi ’analyserer/dømmer/beskriver’.

Det indledende spørgsmål i vanskelige situationer er, ’hvordan har du det?’ Eksempelvis sker det at et barn har vanskeligt ved at sidde stille i en undervisningssituation, og at barnets uro går ud over de andre elever tæt på. Her kan løsningen være at give noget kropskontakt; mange af de små elever har blot brug for lidt voksenhjælp til at holde kroppen i ro, og et kærligt – og velkomment knus – kan lodse barnet igennem den sidste ’stilletid’. Men er det ikke nok, eller er det ikke hvad barnet ønsker, så er løsningen ofte at tage barnet ved hånden og gelejde det ud af situationen og spørge helt enkelt, ’hvordan har du det?’

I dette øjeblik skabes kontakt mellem den voksne og barnet, uden påberåbelse af magtulighed, fordømmelse el.lign. Spørgsmålet inviterer barnet ind i samtalen, og åbner op for at den voksne kan komme med et løsningsforslag. Svaret kan være så forskelligt som ’jeg keder mig’, ’jeg skal tisse’, eller ’jeg gider ikke’; forslaget kan så være så enkelt som at barnet lige skal stikke på toilettet, eller at det kan tage en lille runde for at brænde lidt energi af: ’kan vi så aftale at jeg kommer og henter dig om 5 minutter?’. Kernen her er at skabe kontakt, og lave en aftale, der italesætter og tilgodeser barnets behov.

Her er barnets manglende evne til at sidde stille ikke en anstødssten, men et reelt, anerkendt behov (som vi jo ved fra reolmeter af forskning). I den udstrækning det er muligt, honoreres det behov uden at pålægge barnet skyld eller skam. På den korte bane er det ofte muligt at sluse det urolige barn ind i gruppen igen; på den lange lærer barnet en hel anden tilgang til dets behov og dets integritet som menneske, der både nu og senere giver mere glæde og læring.