Michael deltog i maj 2014 på LIVKOMs IVK fordybelseskursus. Han har tidligere været på IVK-grundkursus og har deltaget i andre af LIVKOMs aktiviteter på Rosenlund Kurser. Han kan mærke, at folk er mere trænede på fordybelseskurset, og at alle på kurset har taget IVK/girafsprog til sig og gerne vil noget mere med det. Her fortæller han midtvejs i kurset om sin oplevelse og forventninger til opholdet.

På grundkurset havde jeg en følelse af at være en af dem, der kunne noget mere, og nogle gange også få en slags guide-rolle. Den følelse har jeg ikke her. Her på kurset har jeg et par gange oplevet, at der er nogle folk, som forstår at stille spørgsmål, som flytter mit perspektiv eller hjælper mig til at erkende noget. Med fordybelseskurset tror jeg egentlig bare jeg forventer at få skærpet mine egne kompetencer og min egen viden om IVK.

Jeg må gerne være i den utålelige fase

På kurser her skulle vi starte med at skrive en tilladelse til os selv. Jeg har skrevet, at jeg gerne må være i den utålelige fase. Marshall Rosenberg beskriver tre skridt mod at blive giraf. Første fase er slavefasen, hvor man tror, man må affinde sig med situationen. Næste fase er den utålelige fase. Her opdager man, at ens egne behov tæller. Derfor er man ligeglad med andres behov. Jeg tror tredje fase handler om, at der også er andre med behov, og at vi finder frem til hvordan vi kan få både dine og mine behov opfyldt. Jeg mener det er det, han kalder den tredje vej.

Jeg har så tilladt mig selv at være i den utålelige fase. Jeg er ikke så god til det, men det har faktisk været interessant at prøve det. Det har lært mig en vigtig lektie.

På et tidspunkt var vi tre sammen, som skulle lave en øvelse om empati. Vi skulle skiftes til at påtage os rollerne som A, B, og C. Da vi skulle bytte en tredje gang ”skulle” jeg egentlig være C’er. Jeg ville hellere være B’er igen, og det fik jeg sagt. En af de andre i gruppen havde det fint med at være C’er, så ved at jeg sagde det, fik jeg mit behov opfyldt. Det var kun, fordi jeg havde givet mig selv den tilladelse. Ellers ville jeg have tænkt ”nej, men det er ikke min tur længere”. Det har rykket noget for mig at opdage, at hvis jeg ytrer mit behov, så stiger chancen for, at jeg får det opfyldt mangefold, i stedet for jeg venter på, at andre gætter det.
Jeg kan ikke finde ud af at være helt utålelig. Der er lidt vej endnu, men jeg vil gerne tillade mig selv at tælle og ikke altid at sætte andre i første række.

Det hjælper at fortælle mig selv, at du er i gang med at opfylde et behov

Jeg forsøger at bruge IVK rigtig meget i mit parforhold, men det lykkes ikke altid. Selv om jeg prøver at være indfølende, så rammer jeg ikke nødvendigvis det, min kæreste gerne vil have. Den kontakt der er i at snakke og lytte på den her måde, giver rigtig meget mening for mig. Jeg oplever, at det giver min kæreste og jeg en kontakt, som vi måske ellers ikke ville få. Det bliver også svært nogle gange.

Jeg har nogle gange oplevet at komme hjem og anvende en metode. Så har min kæreste stejlet, og sagt ”nu tror jeg bare du sidder og øver dig. Jeg gider ikke øves på, jeg vil høres på”. Jeg synes, jeg forsøger, men i og med jeg ikke er dygtig nok endnu, så går det ikke altid helt som planlagt.

Det, at tænke, at den anden er i gang med at opfylde et behov, kan være en lynafleder for mig. Hvis du er meget vred eller ked af det, så i stedet for at føle, at det er noget jeg skal tage mig af eller reagere på, hjælper det mig at fortælle mig selv, at du er i gang med at opfylde et behov. Selv om jeg ikke kan se, hvad der ligger bag folks reaktioner, så beskytter den viden mig. Det beskytter mig også nogle gange i når min kæreste og jeg skændes – ikke altid men nogle gange.

Jeg er meget taknemmelig for den gryende indsigt og forståelse – samt beskyttelse – som jeg synes at kunne opnå gennem IVK!