Projektbeskrivelse

LIVKOMs næste store projekt er produktion af en film om udvikling af fredskultur i skolen.

Filmens fokus er udvikling af en kultur, hvor mobning ikke finder fodfæste, og hvor børn bevarer glæden ved at lære gennem hele deres skoleforløb.

Filmen bliver til i et samarbejde mellem:

  • Danmarks Specialpædagogiske Forening (DSF)
  • Filmkompagniet
  • Foreningen Livsberigende Kommunikation, LIVKOM.

Filmen er støttet af Undervisningsministeriets udlodningsmidler, hvor vi har fået 214.000 kr.

Filmen vil ligge til gratis brug på Materialeplatformen, YouTube og på samarbejdspartnernes websites. PR-arbejde for filmen vil sikre, at den blive omtalt på nettet, i fagblade, i dagspressen med videre.

Baggrund

Efter vedtagelse af inklusionsloven skal 49.000 elever inkluderes i de almindelige klasser. Det kræver et kompetenceløft af lærerne at tilgodese denne opgave. Der er behov for, at flere lærere kan skabe en positiv og anerkendende kultur. Konflikter skal håndteres som noget konstruktivt, der bringer parterne sammen, og skaber øget fællesskabsfølelse, og dermed tager skridt i retning af det, vi kalder en fredskultur.

For at være undervisningsparat er det en forudsætning, at man føler sig tryg og trives i det sociale fællesskab. Det gælder alle børn.

Desværre fortæller undersøgelser omkring mobning, at 30 procent af eleverne inden for to måneder har oplevet mobning som et problem. Ligeledes er hver ottende elevs trivsel, og deres lyst, vilje og ro til læring, påvirket negativt af konflikter i klassen.

Det problem har instruktører fra LIVKOM erfaret på baggrund af forløb med mere end 30 klasser, der lærte konflikthåndtering, i Ungdomsbyen, Københavns Kommune 2011-12.
Det viste sig også, at eleverne har dårlige erfaringer med at bede om hjælp til at løse konflikter. Adspurgt svarer to tredjedele af eleverne på små klassetrin og trefjerdedele på store klassetrin, at konflikter bliver værre, hvis de beder en voksen om hjælp til at løse dem.

Målgruppe

Lærerne har et særligt ansvar for at forebygge og løse konflikter. Og de har brug for en film, der formidler god praksis. Filmen er også relevant for pædagoger i forbindelse med samarbejdet mellem skole og SFO.

Formål

Der er mange grunde til, at unge udvikler voldelig eller kriminel adfærd. De to vigtigste er ensomhed og eksklusion.

Det overordnede formål med at producere filmen er at styrke lærernes kompetencer med henblik på at fremme fredskultur og fællesskabsfølelsen og dermed fremme refleksion og inklusion.

Konkret er målet at introducere lærere og skoleledere til en metode, de kan håndtere konflikter og genoprette ro og tillid i klassen på. Det skal ske ved systematisk at arbejde med at opbygge og vedligeholde en fredskultur gennem konstruktive dialoger.

Gennem læreren som klasserumsleder og rollemodel lærer eleverne at håndtere konflikter. Vi vil skabe robuste børn med fællesskabsfølelse, der er i stand til at tackle en kompleks, inkluderende og foranderlig verden.

På trods af et øget fokus på konflikter og en udtalt vilje til at løse dem, mangler lærerne praktiske metoder til at gøre det. I værste fald ender læreren med at eskalere eller lægge låg på en konflikt. I filmen viser vi, hvordan de i stedet kan samle de involverede elever op, og selv lade dem løse konflikten.  Dermed styrkes klassen i at genoprette trygge og tillidsfulde relationer.

At skabe en fredskultur i skolen handler om mere end blot at løse konflikter. Det handler også om gennem dialog at understøtte en fællesskabskultur, der opretholder gode, gensidige relationer. Hvis der er sket skade på fællesskabet gennem en konflikt, ønsker vi både at reparere skaden og at genoprette tillid, tryghed og hver elevs værdighed.

Praktisk anvendelse af filmen

Filmens vil vise, at man med de metoder kan klæde læreren på til at træde ind i et konfliktfyldt rum og rent faktisk bidrage til en bedring af klimaet i klassen.

Filmens udgangspunkt er, at konflikter ikke bare er uundgåelige men også givende. Hvis vi forstår at håndtere dem, og gå tættere på med åbenhed og nysgerrighed, er de grobund for elevernes udvikling.

I filmen anvises der handlemuligheder for den enkelte lærer eller skole til at komme i gang. Den kan anvendes på tværs af professionerne lærere /pædagoger i forhold til samarbejde mellem skole og SFO, ikke mindst i forhold til skolereformen som giver mulighed for et større fælles fagligt fokus. På skolerne er der stort fokus på inklusion, og dermed er det at kunne forebygge og håndtere konflikter et grundvilkår. Filmen kan indgå i udvikling af inklusionskompetencer på skolerne.

Der vil være spørgsmål, idéer til opgaver og refleksioner, samt forslag til metoder som man selv kan arbejde videre med.
Filmen kan også bruges i forbindelse med kompetenceudvikling på skolerne. Skolernes ressource- og kompetencecentre skal have filmen, som en del af det materiale de anvender og stiller til rådighed for lærerne.
Når læreren er begyndt at implementere teknikkerne, kan filmen vises på forældremøder for at vise, hvordan man arbejder på skolen og for at inspirere forældrene.

I Danmark findes ingen undersøgelser af skoler, der arbejder med fredskultur, men en lignende evaluering fra det svenske undervisningsministerium i 2006 af arbejdet i Skarpnäcks Friskole dokumenterer målbare resultater:

  • Eleverne lærer mere i alle fag, og de lærer at samarbejde.
  • Eleverne føler sig trygge, accepterede som de er, og forbundne med deres glæde ved at lære.
  • Skolen har skabt et trygt og kreativt læringsmiljø, hvor eleverne lærer demokrati i praksis.
  • Eleverne lærer fra indre motivation, og tager ansvar for deres læring.
  • Der er ingen tegn på krænkende handlinger i skolen.

Indhold

Filmen følger, hvordan de to skoler, Agedrup Skole i Odense og Dybkærskolen i Silkeborg bruger metoderne til at løse konflikter, og i praksis skaber en fredskultur i en klasse.

I filmen fortæller og demonstrerer lærere, hvordan de i praksis indfører metoderne i en typisk skoleklasse. Igennem enkle og praktiske eksempler ser vi, hvordan læreren faciliterer en dialog, som både løser konflikter mellem børnene, og i kølvandet på krænkelse genopretter børnenes oplevelse af værdighed. Læreren giver rum for en dialog mellem børnene, hvor alle får mulighed for at udtrykke sig, og blive hørt for den betydning, konflikten har for dem. Her får børnene også mulighed for at fortælle, hvad der fik dem til at handle, som de gjorde i relation til konflikten. Afslutningsvis finder børnene sammen nye veje frem, som forebygger og forhindrer at lignende konflikter opstår en anden gang. Den genoprettende tilgang adskiller sig fra traditionel konfliktløsning bl.a. ved, at det ikke kun er børnene i konflikt med hinanden, som taler sammen. Hele klassen, hvori konflikten har udspillet sig, inkluderes i processen med at håndtere konflikten, genoprette skaden, og sammen finde nye veje frem.
Alle skoler bruger tid på konflikter. Filmens mål er ikke, at lærerne skal bruge mere tid, men at de skal bruge tiden bedre. Filmen er netop en hurtig måde at få nye input til at arbejde med konflikter på en mere forebyggende og langsigtet måde.
Som supplement til de viste eksempler vil eksperter indenfor IVK forklare den bagvedliggende systematik og tænkning, og formidle eksisterende resultater.

Filmens nyhedsværdi

Det er i dansk sammenhæng helt nyt at kunne vise, hvordan danske skoler trin for trin implementerer en fredskultur målrettet alle elever baseret på både konflikthåndtering og en genoprettende praksis. Det vil give andre skoler nye pædagogiske vinkler til det eksisterende arbejde med trivsel, inklusion og konfliktløsning i skolen.

Om filmens samarbejdspartnere

Danmarks Specialpædagogiske Forening (DSF) og Lene Milling Wadstrøm
Danmarks Specialpædagogiske Forening (DSF) er en faglig forening under Danmarks Lærerforening. Det er foreningens formål at udbrede viden og erfaring om børn, unge og voksne, hvis undervisning og udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte. Lene Milling Wadstrøm er derudover ansat i University College Lillebælt (UCL) Videreuddannelse og praksisudvikling, Pædagogik og læring hvor hun arbejder med efter- og videreuddannelse til lærere og pædagoger og AKT-lærere.

Filmkompagniet
Efter at have produceret mere end 20 anerkendte film om god praksis fra og til folkeskolelærere har Producenten Filmkompagniet goodwill på såvel skoler som biblioteker og uddannelsessteder. På Filmkompagniets YouTube-kanal har der været mere end 100.000 videovisninger på de sidste tre år. Og kun de gratis film ligger der.
Besøg Filmkompagniets hjemmeside.

LIVKOM og Kirsten Kristensen
Kirsten Kristensen erCertificeret træner i Ikke-voldelig Kommunikation, familieterapeut, mediator og supervisor, samt formand for LIVKOM.

I artiklen ”IVK i skolen: Der findes ingen uartige børn med Ikkevoldelig Kommunikation” kan du læse hvilke erfaringer Agedrup Skole allerede har gjort med IVK i forbindelse med film-projektet.

Læs også artiklen om hvordan Carl Plesner fra LIVKOM i praksis bruger IVK i arbejdet med børn i en 6. klasse.