Genoprettende relationsarbejde med Ikkevoldelig Kommunikation: Hvordan kan voksne støtte børn I at genoprette relationerne mellem dem efter konflikt og uenighed?

Vi voksne kan facilitere et rum for dialog mellem børnene, hvor alle får mulighed for at udtrykke sig og blive hørt for den betydning, konflikten har for dem.

Her kan børnene også få mulighed for at fortælle hvad der fik dem til at handle, som de gjorde i relation til konflikten. Afslutningsvis kan børnene sammen finde nye løsninger, som forebygger og forhindrer at lignende konflikter opstår en anden gang.  Den genoprettende tilgang adskiller sig fra traditionel konfliktløsning bl.a. ved, at det ikke kun er parterne i konflikt med hinanden, som taler sammen. Det er hele fællesskabet, hele klassen, hvori konflikten har udspillet sig, som inkluderes i processen med at håndtere konflikten, genoprette skaden, og sammen finde nye veje frem.

CASE: Mads og Troels

Her vil jeg vise et eksempel fra mit arbejde med at skabe en fredskultur i en 6. klasse. En dreng i klassen, Mads, handlede nogle gange på en overraskende aggressiv måde overfor de andre i klassen. Både lærere og elever ønskede sig en forandring. Til temadagen i konflikthåndtering, hvor de har mig som underviser, bliver det et tema, som et par af eleverne taler om som en kilde til anspændthed og utryghed i klassen.

Efter frokost beslutter jeg mig for, at træde tættere på denne problematik. Jeg siger til børnene: ”Undervejs i øvelserne vi lavede i formiddags, hørte jeg flere gange nogen sige, at Mads nogen gange gør nogle ting, som ikke er så rare for jer andre, er det rigtigt?” ”Ja” Siger flere af eleverne. De er en lille smule anspændte ved at tale om det. Om formiddagen havde omkring halvdelen af eleverne svaret klart nej til spørgsmålet; ”Det er nemmere at løse konflikterne i klassen, når man beder en voksen om hjælp.” Men her i dag er det anderledes. Jeg lytter til alle og lader dem tale færdigt uden at afbryde, jeg kommenterer og bedømmer ikke elevernes opførsel, og jeg irettesætter dem heller ikke.

Jeg mærker den lidt anspændte stemning i klassen, og siger derfor; ”Godt, det er super vigtigt for mig, at vi taler om det på en måde, så der ikke er nogen, der bliver mere kede af det. Har I et forslag til, hvordan vi kan gøre det?” Der er tavshed i et kort øjeblik, så rækker en dreng hånden i vejret, han siger; ”Hvad nu hvis vi først spørger Mads, om det er okay for ham, at vi taler om det?” Jeg kigger rundt på de andre elever, som ser ud til at være enige med det, der bliver sagt. ”Så jeg hører, at det virkelig er vigtigt for jer, at Mads ikke bliver sur, hvis vi taler om det. Er det rigtigt?” De fleste af dem nikker. ”Okay, så hvad siger du Mads, er det okay for dig, at vi taler om, hvad der sker de gange, hvor du bliver meget sur og vred?” Mads nikker, han ser hverken anspændt eller sur ud. Jeg beder derefter klassen om at fremvise en opadvendt tommelfinger, hvis de er parate og villige til at gå videre. Det gør de alle sammen. Jeg kigger rundt i lokalet for at tjekke, om de virkeligt mener ja. Det tror jeg faktisk de gør.

Hvis bare én af dem havde svaret nej, så havde vi håndteret det også. For jeg ved, at man ikke kan tvinge elever til at få det bedre med hinanden. Lige så lidt som man hverken kan fremtvinge eller pådutte værdier som venskab, tryghed, tillid accept, tolerance og samarbejde. Det er kun noget, børnene kan opnå ved frivilligt at arbejde i den retning, med udgangspunkt i en øget gensidig empatisk kontakt baseret på frivillighed og medbestemmelse. Det er i mine øjne en af de fundamentale forståelser i opbygningen af en fredskultur med Ikkevoldelig Kommunikation.

Jeg spørger klassen om en konkret episode, som vi kan tage udgangspunkt i. Flere børn kan fortælle en episode, hvor Mads har handlet på en måde, de ikke kunne lide. Vi vælger en episode, hvor Troels siger nogle hårde ord til Mads, som så efterfølgende tvinger Troels ned på jorden, trykker hans ansigt ned i jorden og slår ham med et knæ i ryggen. Jeg inviterer Mads og Troels til at komme hen og sidde ved siden af mig. Det vil de gerne. Klassens to lærere lytter med fra sidelinjen. Jeg tegner et omrids af både Troels og Mads på en flipover, og et hjerte i midten på begge. Så fortæller jeg klassen, at jeg gerne vil forstå, hvordan både Troels og Mads har oplevet det, der er sket. Jeg spørger Mads, om det er okay, at vi starter med at høre, hvordan Troels har det med det, der er sket. Det siger Mads ok til, han er glad for at blive spurgt, for det oplever han normalt ikke, siger han. For det er ekstra vanskeligt at sige fra og sige nej, hvis man ikke bliver spurgt. Og så ender det nogle gange med, at man får sagt fra på måder, som gør mere skade end gavn. Det er denne konkrete sag med Troels i øvrigt -som vi skal se- et godt eksempel på. Så vender jeg mig mod klassen og spørger børnene, mens jeg peger på hjertet inde i omridset af Troels; ”Hvordan ville I have det indeni, hvis I havde oplevet det, Troels oplevede her?” Alle i klassen vil gerne sige noget, de fortæller lidt om deres egne oplevelser, og de fortæller, hvordan de ville have det indeni, hvis de oplevede det. Undervejs spørger jeg Troels, om det er sådan, han har det med det, han har oplevet. Hvis Troels svarer ja, så skriver jeg det på flipoveren. Vi finder ud af, at Troels er lidt ked af det, synes det gjorde ondt, og så er han bange for, at Mads vil gøre det igen. Dernæst spørger jeg hvilke behov, klassen gætter på er uopfyldte for Troels lige nu, når han tænker tilbage på episoden. Vi sidder i en cirkel, og imellem os på gulvet ligger en række behovsord. Børnene kender allerede til behovsordene fra øvelserne om formiddagen, og rejser sig op og vælger et behovsord, som de samler op fra gulvet. Mads vælger også et behovsord, han har valgt venskab. En efter en fortæller børnene nu hvilket behov, de gætter er uopfyldt for Troels lige nu. De gætter på sikkerhed, omsorg, tillid, tryghed og mange flere. Troels lytter og nikker til det alt sammen. De gætter alle rigtigt. Jeg beder ham derfor om at vælge de 4 vigtigste, og han vælger tryghed, ligeværd, venskab og forståelse. Troels er synligt lettet og glad. Dernæst gentager vi processen med Mads. Børnene gætter med samme indlevelse og engagement på, hvordan Mads har det, og hvad han har brug for. De gætter på at Mads er sur, og at han ikke slog uden grund, men fordi han hørte Troels slå med ord. De gætter på, at Mads savner venskab, respekt, hensyn og forståelse. Jeg kigger over på Mads, han har svært ved at skjule sit smil. Det er tydeligt for både ham selv, Troels og resten af klassen, at det bevæger ham at opleve den empati, som strømmer ham imøde lige nu. Så spørger jeg børnene, hvad de gætter på, at nogen kunne gøre, som kunne opfylde disse behov. Børnene gætter på forskellige ting, og efter at vi har tjekket med både Troels og Mads, om det lyder godt for dem også, skriver jeg forslagene op på flipoveren. Både Troels og Mads er nu tydeligt lettet, og sidder og smiler til hele klassen. Jeg spørger, hvordan de har det lige nu. Troels svarer; ”På en måde er jeg rigtigt glad for, at de andre godt kan forstå, hvordan det er at være mig!” Mads nikker med, sådan har han det også. Den anspændthed, der var i klassen lige før vi begyndte at tale om denne sag, er nu helt afløst af en lettet, fredfyldt og næsten kærlig stemning. Jeg spørger ud i klassen; ”Hvordan har I det lige nu efter at have lavet det her sammen med Mads og Troels?” Maria svarer; ”Jeg synes bedre, man forstår hvorfor Mads nogen gange bliver sur og slår i klassen, og det er jeg glad for.” Martin; ”Jeg lagde mærke til, at de begge havde behov for mere venskab, og jeg vil gerne være mere venner med dem begge to.” Naja; ”Jeg synes, jeg forstår Troels og Mads bedre nu, og nu ved jeg også, hvordan jeg bedre kan hjælpe dem en anden gang, hvis Mads bliver sur.” Jeg spørger hele klassen; ”Hvor mange har det på samme måde som Maria, Naja og Martin?” Hele klassen rækker hænderne højt i vejret.

Der er nu gået ca. 50 minutter siden processen startede. På intet tidspunkt har en voksen bedt et barn om at sidde stille eller være rolig. Der er ingen børn, der på noget tidspunkt har udtrykt utryghed ved det, der foregik. Lærerne, som går med klassen til dagligt, får flipoveren med hjem for at arbejde videre med det, men først efter jeg har taget noter af den, for at kunne genskabe den og vedlægge den som billede i dette dokument. Netop som et helt konkret eksempel på hvordan man kan træne børnene i at udvikle en fælles fredskultur baseret på empati og gensidig forståelse. ”Jeg ville ønske, at vi havde flere lærere ligesom dig, du er god til at lytte.” siger Troels inden han spæner ud af døren til de andre.