Denne historie kommer fra Irmtraud Kauschat, CNVC certificeret træner i Ikkevoldelig Kommunikation.
En deltager fra mit etårige kursus har delt denne oplevelse med mig.
Hun arbejder i en børnehave. En morgen kom en far med sine børn og han himlede op, om de mange flygtninge i byen. Hun tog tid til at invitere ham ind til en snak og spurgte ham, hvad han var bekymret for. Han fortalte hende, at der var så mange flygtninge og at de sikkert ville få alt de havde brug for. Selv havde han haft svært ved at finde børnehavepladser til sine børn.
Hun fortsatte med at lytte til ham og reflekterede tilbage, hvad hun hørte ham sige. Hun spurgte ham, om han havde brug for at blive påskønnet og anerkendt for at være en hårdtarbejdende og omsorgsfuld far. Han sagde ja. Og ja, han frygtede, at pædagogerne i børnehaven ikke ville være nok tid til at tage sig af hans børn, hvis for mange nye børn ville komme til. Hans kone var fornyligt gået bort og han var meget bekymret for sine børns trivsel.
Efter at have forsikret faren om, at hans børn er vigtige og at pædagogerne ville tage sig godt af hans børn, tog han afsted med et smil på læben. Der var ikke mere at sige, om de mange flygtninge.
Irmtrauds reflektioner
Jeg tror på, at hvis vi er villige til at se individer, har vi mulighed for at nå ind til flere. Hvis jeg betragter ”dem” som én stor ”masse” føler jeg mig også til tider bange. Når jeg træder et skridt tilbage og ser alle mennesker som individer med behov, er det lettere for mig at skabe kontakt og forstå deres behov. Jeg tror, at hvis vi taler om ”flygtningene” og ser dem som samlet gruppe, kan det skabe frygt.
Varme hilsner,
Irmtraud
