Jeg vendte hjem fra konflikthåndteringskursus en søndag, og to dage senere stod jeg på mit arbejde som lærer med et par små piger fra 1. klasse, som var blevet uvenner. Jeg havde tid og lyst til at prøve kræfter med mediering, så jeg spurgte, om de ville tale med mig. Det ville de.
De er normalt venner, men nu havde Ane hoppet på Emmas taske og holdt en stol op over hovedet for at smide den efter hende. Ane er ofte meget vred og kommer ofte i konflikt.
Det gik meget godt med at beskrive og at få Emma til at finde følelser og behov. Og gengive. Men Ane ville kun sige – ” Jeg er vred! Slet ikke ked af det, kun vred og jeg har ikke brug for noget “. Men hun ville gerne fortælle flere situationer, hvor hun følte sig drillet, og vi lyttede og reflekterede hende. Så spurgte jeg igen, -“Så når du er vred på den måde, hvad kan så hjælpe dig?” Så blev hun stille meget, meget længe og jeg tænkte: “Hvordan lander jeg nu det her?” Og så sagde hun helt stille: ” Jeg vil ha’ et godt liv.” Jeg takkede hende og sagde, at jeg var meget glad for, at hun fortalte mig det. Og indeni var jeg meget bevæget og taknemmelig.
Vi er mange, der har prøvet at nå ind til Ane, som tydeligvis er ensom med stor smerte, men det er ikke lykkedes før. Jeg er ikke i tvivl om, at det der virkede, var at lytte empatisk, reflektere og have god tid, så hun virkelig følte sig hørt og mærkede, at jeg kunne holde ud at være der sammen med hende. Uden at trøste eller bortforklare. Sådan som vi havde øvet på kurset!
Det synes jeg faktisk er et enormt udbytte at få ud af nogle dages kursus. Og der er stadig 2. halvdel af kurset i vente!
