LIVKOM har fået denne hilsen fra Kristiane Korf og Anniliva Lemke, som begge har været assistenter på LIVKOMs grundkursus:

kristiane_korfanniliva_lemke

 

 

 

Vi vil gerne med dette skriv rette en tak til LIVKOM – såvel bestyrelse som medlemmer :

På Rosenlund har vi været assistenter på grundkursus på Brenderup, hvor vi har fået lov til at uddybe vores kendskab til fascilitering af kurser og gruppedynamikker.

Grundtvig-1 projektet, hvor der en gang om måneden i 2 år blev stillet en certificeret træner til rådighed i en stor øvegruppe. Dertil var der et fællesskab med europæiske IVK-interesserede fra Tyrkiet, Polen, Holland og Tyskland. Blandt andet afholdtes en tur til Berlin hvor vi lærte om Open Space Technology, en samling på Brenderup og en tur til Tyrkiet – alt sammen i selskab med deltagere fra de øvrige lande.

Grundtvig-2 projektet, hvor Pernille Plantener videreformidlede sin læring om coaching til deltagere fra Holland, United Kingdom, Polen og Danmark. Herefter valgte de danske deltagere at videreformidle denne læring til flere IVK-interesserede i Danmark og endelig fik nogle ”kaniner” fra LIVKOMs medlemskreds tilbud om at blive coachet. Endelig sluttede vi projektet af med en gallamiddag. En ekstra krølle på halen af projektet blev at vi gennem LIVKOM fik en ekstra håndfuld kaniner som vi 2 coaches har fået lov at øve os på – til gensidig fornøjelse.

Nu hvor coaching-projektet er endeligt afsluttet – fik vi lyst til at fortælle jer alle sammen hvor glade vi har været for at være med i de sidste 5 år.

Ovenstående  havde ikke været muligt uden en stor arbejdsindsats fra de aktive i LIVKOM, ej heller hvis ikke der havde været en medlemsskare af nysgerrige, modige medlemmer.

Der har været bump undervejs – og vores sjæle har været ved at komme i klemme hist og her – samtidig ser vi det som en del af den læring vi har fået med ud. Vi har måske endda lært mest af de situationer hvor vi er blevet sjælsrystede og vi filosoferer fortsat over hvad det er der gør at konflikterne sprudler voldsommere i netop de kredse hvor vi ønsker at aftabuisere, inkludere og gå i flæsket på konflikterne til fælles berigelse.

En stor tak til jer alle for de seneste 5 år – med masser af læring, udvikling, latter og alvor.

Vi ser frem til at møde jer i fremtidige cirkler hvor vi kan arbejde videre med en ikkevoldelig tilgang til livet.

Taknemmelighedshilsener

Kristiane og Anniliva