At kickstarte højre hjernehalvdel

V/ Pernille Plantener

Træffer du dine beslutninger ved at holde argumenterne for og imod op mod hinanden og derfra finde den bedste strategi,  næsten som at løse en krydsogtværs? (eller tror du, du gør det?) Hvis vi glemmer eller ser bort fra indsigten fra vores kreative højre hjernehalvdel, kan løsningerne være teknisk udmærkede, men langt fra fyldestgørende.

I dette indlæg kan du finde inspiration til lave en forsigtig kortslutning af den analytiske del af hjernen og springe direkte ind i din kreativitet, når du udvikler strategier. Det gælder både i din dialog med dig selv og med dem, der inviterer dig indenfor i deres beslutningsproces, og det bringer krop, sind og ånd på omgangshøjde.

Forsøger hårdt

Min klient, som jeg her kalder Peter, er i fyrrerne, sjov og intelligent og med et stærkt ønske om at hans nuværende ægteskab skal lykkes. Han kom til mig, fordi han ønskede at lære at styre sin vrede. Han fortæller at hans kone ustandselig retter på hans opførsel. Peters tendens er at operere ud fra venstre hjerne­halvdel, og han er meget lidt i kontakt med sine følelser, med undtagelse af vrede – som han ønsker at kontrollere.

Peter er en sand detektiv, der prøver at forstå og finde mening i det, hans kone beder ham om, så han kan tilpasse sine handlinger. Han håber derved at undgå hendes nærmest vulkanske udbrud, der er pinagtige for ham, især når han kommer til at reagere aggressivt.

Som coach ønsker jeg for ham at han opnår selvindsigt og styrker omsorgen for sig selv. Det går gennem den højre hjernehalvdel, hvor kroppen, følelserne og vores kompleksitet opleves og forstås. Først når de historier, han fortæller sig selv er i overensstemmelse med den virkelige oplevelse i kroppen, vil hans beslutninger tjene ham fuldt ud.

Kortslutning gennem metaforelefanter på savannen

For nylig rapporterede han, hvordan hun havde reageret, da han ved en sammenkomst på sit arbejde ikke havde introduceret hende sådan som hun havde bedt om. Han gentog hvor ked af det han var over ikke at have gjort som hun bad om, som om selvbebrejdelserne ville holde ham fra at skuffe hende igen, og forsikrede mig om hendes ret til at få det sin måde, givet hendes turbulente opvækst og skrøbelighed.

Da Peter ikke har nem adgang til at mærke sine følelser, valgte jeg at prøve med en metafor i stedet: “Peter, har du det som en elefant med en smartphone?”

Han stoppede og kiggede på mig næsten i vantro, derefter en kort latter, så fik han tårer i øjnene og blev tavs – tegn på, at den højre hjernehalvdel var kommet online. “Ja for h……,” sagde han efter et stykke tid, “og jeg er så pokkers træt af det!”

I det øjeblik forstod han, at det ikke handlede om at lære at styre sin vrede, men snarere at finde og beskytte sine egne grænser. At tage vare på sig selv. I det øjeblik begyndte han at træde ud af deres blame game.

 

Som at tænde lys

Der er det ved vores kære højre hjernehalvdel, at den ikke behøver kæder af årsager og virkninger, før den når sin konklusion, sådan  som venstre gør. Så snart et hjørne af vores højre hjernehalvdel forstår, spredes forståelsen overalt. Som når du tænder lyset i et mørkt rum. I modsætning til højre, fordeler informationen sig gradvist i den venstre, ligesom den måde vand strømmer gennem rørledninger på.

Brug af metaforer er en måde at  bringe os i kontakt med vores følelser og helheden i vores indre oplevelse. Coachen beder den anden om et billede på det, de oplever – eller hvis de ikke formår det, kan vi foreslå et.

Nogle gange indeholder metaforen en masse oplysninger om situationen, der kan afdækkes, næsten som en drøm, og det indlysende næste skridt kan læses direkte ud af det metaforiske univers. I tilfældet med Peter fungerede billedet bare som en øjenåbner.

Følelsesmæssig samklang

Uanset om vi lytter til en oprevet kollega, modtager klager eller på andre måder står over for en person i sine følelsers vold, er det meget støttende, hvis vi er opmærksomme på den følte, oplevede fornemmelse af, hvad der foregår for den anden. Den følte fornemmelse lever i den højre side af vores hjerner.

Faktisk opbygger det robusthed i nervesystemet – både for den anden person og for os – hvis vi forbinder os og resonerer med den andens oplevelse. Når vi ikke gør det, men forbliver i domme eller rationel årsag-virkning tænkning, ændres intet.

Med en dyb oplevelse af vores følelser er der adgang til de behov, der ligger bag. Den længsel, følelsen er udtryk for. I Peters tilfælde var det behovet for at han også har betydning.

Brug af metaforer er blot én måde at bringe den højre hjernehalvdel online på. Nogle andre måder er:

  •     Kropsbevidsthed
  •     Dyb forbindelse med følelser og behov
  •     Poesi og musik
  •     At tilbyde en umulig drøm (i eksemplet: Kunne du tænke dig at ansætte seks assistenter og en krisepsykolog, der kunne servicere din kone, så du selv kunne finde dig til rette ved det arrangement?)

 

Det meget store billede

Hvad den højre hjernehalvdel giver os, er en følelse af forbundethed. Vi er i samme båd, og vi er uadskillelige fra biosfæren. Venstre hjernehalvdel kender ikke noget til fællesskab. Det er en anden god grund til at vække den højre.

Venlig hilsen Pernille Plantener