Sådan møder du protester med empati i stedet for forklaringer
“Det er uretfærdigt!”
Hvis du er lærer eller forælder, har du sikkert hørt den sætning mange gange – måske endda råbt med tårer i øjnene eller et stamp i gulvet.
Det er et øjeblik, hvor barnet mærker, at noget ikke føles rigtigt.
Men ofte reagerer vi voksne med forklaring i stedet for empati.
Vi siger ting som:
“Sådan er livet bare.”
“Du fik sidste gang.”
“Det er altså ikke så slemt.”
Selvom det er velment, møder vi sjældent barnet dér, hvor det har det svært – i følelsen af sorg, frustration eller ensomhed, når noget opleves som uretfærdigt.
Her kan Ikkevoldelig Kommunikation (IVK) – også kaldet Girafsprog – hjælpe os med at skabe kontakt frem for kamp.
Fra forklaring til kontakt
Når et barn siger “Det er uretfærdigt!”, handler det sjældent om at få ret.
Ofte prøver barnet at sige: “Jeg er ked af det – jeg vil gerne forstås.”
Men hvis vi møder udsagnet med logik og argumenter, kommer vi let til at overhøre følelsen.
Barnet mærker måske, at det ikke bliver taget alvorligt – og reagerer med modstand.
Ulvesprog (forklaring og vurdering):
“Livet er ikke altid retfærdigt – du må lære det.”
Girafsprog (empati og kontakt):
“Da jeg sagde, at vi stopper spillet nu, så jeg, at du blev stille.
Er du ked af det, fordi du gerne vil have, at alle får samme muligheder?”
Forskellen ligger i intentionen:
Den voksne forsøger ikke at vinde, men at forstå.
Når barnet mærker sig forstået, falder behovet for at forsvare sig.
Hvad barnet egentlig prøver at fortælle
I Girafsprog taler vi om, at al adfærd er et udtryk for behov – enten behov, der er dækket, eller behov, der endnu ikke er det.
Når behov ikke er dækket, viser det sig ofte som frustration, vrede eller sorg.
Når de er dækket, viser det sig som glæde, taknemmelighed eller lyst til at bidrage.
Når et barn siger “Det er uretfærdigt!”, kan det altså pege på mange forskellige behov, for eksempel:
-
Behov for retfærdighed – at blive behandlet på lige vilkår.
-
Behov for anerkendelse – at blive taget alvorligt.
-
Behov for tilhørsforhold – at føle sig som en del af fællesskabet.
Når vi lærer at høre bag ordene, kan vi møde barnet dér, hvor det virkelig står: som et menneske med følelser og behov – ikke som én, der “brokker sig”.
Sådan lyder det i praksis
Eksempel 1: I klassen
Barn: “Det er uretfærdigt, at de fik lov at vælge først!”
Ulvesprog: “Sådan er reglerne – du må vente til næste gang.”
Girafsprog: “Er du skuffet, fordi du gerne vil have samme muligheder som de andre?”
Eksempel 2: Hjemme
Barn: “Hvorfor må min søster få mere end mig?”
Ulvesprog: “Fordi hun er ældre, og sådan er det.”
Girafsprog: “Er du ked af det, fordi du gerne vil mærke, at dine behov betyder noget?”
I begge giraf-versioner hjælper den voksne med at ændre barnets oplevelse —
fra at føle sig overset til at føle sig set og forstået — så sandsynligheden for kontakt øges.
Først når barnet mærker, at følelsen bliver mødt, kan det være åbent for at høre forklaringen.
Fra konflikt til samarbejde
Når et barn føler sig set, sker der noget markant:
Stemningen ændrer sig.
Barnet slapper af, og den voksne behøver ikke længere at overbevise.
Det er ikke fordi barnet får sin vilje, men fordi det får noget langt vigtigere:
kontakt og forståelse.
Et barn, der bliver mødt i sine følelser, lærer samtidig, hvordan man selv kan lytte og udtrykke sig uden at angribe.
Det er selve kernen i Ikkevoldelig Kommunikation – ikke at undgå uenighed, men at bevare kontakten midt i den.
Sådan kan du øve dig
-
Lyt bag ordene. Når du hører “uretfærdigt!”, så spørg dig selv: Hvilket behov forsøger barnet at udtrykke?
-
Giv følelsen plads. Du behøver ikke forklare eller forsvare – bare vis, at du hører det.
-
Udtryk dig ærligt fra dig selv.
Du kan sige:“Jeg bliver træt, fordi jeg har brug for ro lige nu. Vil du hjælpe mig ved at slukke for lyden et øjeblik?”
Her er følelsen koblet direkte til behovet og efterfulgt af en klar, venlig anmodning, så barnet ved, hvad du beder om. -
Invitér til samarbejde. Når I igen har kontakt, kan du spørge:
“Skal vi finde en løsning, der fungerer for os begge?”
Afslutning: Uretfærdighed som mulighed for kontakt
Når et barn siger “Det er uretfærdigt!”, viser det faktisk en stærk sans for retfærdighed, respekt og samhørighed.
Det er ikke et udtryk for kræsenhed, men for en længsel efter kontakt og ligeværd.
Som voksne kan vi bruge disse øjeblikke til at bygge relationer – ikke til at “rette” barnet, men til at forstå det.
Girafsprog handler ikke om at tale pænt, men om at se mennesket bag ordene.
Når vi møder børns protester med empati, lærer de, at følelser kan rummes, og at forståelse skaber tryghed.
Og det er netop dér, læring og samarbejde spirer – både i klasselokalet og derhjemme.
- Skrevet af Simon Vester Christensen
