Ægteparret Camilla og Jacob er hhv. 29 og 35 år. De har en pige på fem og en dreng på to år. Camilla og Jacob har nu været gift i tolv år, men har indset, at de, hvis ægteskabet skal holde, har brug for hjælp. Dette var grunden til, de begyndte at interesserer sig for Ikkevoldelig Kommunikation (IVK)
Dette interview er lavet, mens de er deltagere på Grundkurset i Ikkevoldelig Kommunikation (girafsprog) på Brenderup Højskole. De har siden også fulgt LIVKOMs Fordybelseskursus, og har nu et stort ønske om, at få mulighed for at deltage i kurset Healing af indre barn og livet som voksen. De er enige om, at de problemer de begge kæmper med i dag, kan føres tilbage til oplevelser fra barndommen. I dette interview forklarer de med egne ord, hvorfor kurset er vigtigt for dem.

Mælkebøttebørn

Jacob: Historierne fra vores barndom ville tage uger at fortælle. Vi kommer begge fra totalt ødelagte baggrunde, og derfor har vi begge meget svært ved at mærke vores egne behov.

Camilla: Ja, en psykolog sagde engang til os, at vi var det, man kalder mælkebøttebørn, det vil sige nogle, der blomstre op blandt alt ukrudtet.

Jacob: ja mælkebøtter, dem finder du i beton og i sprækker i asfalten.

Jacob: Af folk der ikke kender os ret godt, opfattes vi ofte umiddelbart som meget afbalancerede i forhold til at klare livet og børnene. Det er vi måske også, men vi bløder begge inden i.

Camilla: jeg kan huske for nogle år siden, hvor vi var på et andet kursus i forbindelse med noget parterapi. Der spurgte kursuslederen os, hvorfor vi var der. Det kunne vi egentlig ikke rigtig svare på, vi kunne jo bare mærke, at vi ikke var glade, men vi vidste ikke hvorfor.

Jacob: Vores behov er så ekstremt underopfyldte, at vi tabte dem for mange år siden. Vi vil hele tiden desperat gerne gøre noget for hinanden, men når jeg ikke ved, hvad jeg gerne vil have, hvordan kan Camilla så give mig det? Og omvendt, hvordan kan jeg så bede om det?

Camilla: ja så i stedet for plejer vi bare at gøre alt for alle andre.

Jacob: ja, ”pleaser-rollen”, den kender vi godt.

Camilla: meget godt! Det er så meget nemmere at hjælpe alle andre end sig selv. Vi kan ikke finde ud af, hvornår vi gør os selv kede af det, men vi er gode til ikke at gøre andre kede af det. Derfor var det også vigtigt for os at få den del af grundkurset med, der handler om at sige nej. Ikke kun at modtage et nej, men også hvordan man lærer selv at sige nej. Vi har jo efterhånden fundet ud af, at der er mange, som ved, vi aldrig siger nej! Det finder folk hurtigt ud af at udnytte.

Ude af kontakt med behovene

Jacob: igennem mit møde med parterapi med IVK har jeg fået forståelsen af, at vi er meget atypiske, fordi vi hverken skændes eller råber og siger grimme ting til hinanden. Vi er meget søde og venlige overfor hinanden. Vi er bare slet ikke i kontakt med vores egne og derfor heller ikke hinandens behov.

Camilla: så vi kommer nok meget derud, hvor vi begge føler os afvist af hinanden.

Jacob: ja, det er jeg sikker på, er en kæmpe del af problemet. Med den baggrund vi kommer med, har vi begge et enormt behov for opmærksomhed og kærlighed, for det har vi aldrig fået. Men i og med vi aldrig har fået det, så ved vi heller ikke, hvordan vi har behov for at modtage det, og vi ved i hvert fald ikke, hvordan vi skal bede om det. Så vi har stadig det her desperate behov, og vi ved ikke hvordan vi skal opfylde det hos hinanden. Vi er begge venlige og søde og moralske af natur og vi er enige om stort set alt, men vi er kede af det, og har altid været det.

Camilla: ja, og det har jo ikke noget med den anden at gøre. Vi har brug for, at vi kan snakke med hinanden om de ting, uden at tage det til os.

Jacob: ja, for det er vi gode til.

Camilla: ja hvis Jacob fortæller mig, han er ked af det, så er det jo straks min skyld.

Jacob: ja, og så kommer tankerne igen om ikke at være god nok, og om ikke at slå til.

Camilla: ja, og jeg tror ligesom det er det, der er kernen i vores problemer. Vi tager simpelthen skylden for den måde, den anden føler på.

Jacob: ja, vi får ikke flyttet ”fordi’et”.  I min opvækst, har der aldrig været nogle, jeg kunne stole på, og det går jo ud over Camilla nu. Jeg tør ikke stole på, at hun vil mig det godt, fordi der aldrig før er nogle, der har villet mig det godt.

Camilla: ja, men heldigvis har jeg så forståelse for det, fordi jeg har det på samme måde.

Jacob: ja, men den forståelse har vi først fået igennem mødet med IVK.

Camilla: ja, nu ved vi det i det mindste. Nu vil vi bare også gerne lære at gøre noget ved det. Det er også derfor, vi virkelig gerne vil med på det kursus om healing af det indre barn.

Jacob: ja vi kan jo sagtens sige ”dumme mor og far” men det hjælper ikke rigtig noget, for det er jo vores partner det går ud over. Så ja, det kunne være rigtig godt at få plejet det indre barn, som ligger og græder et eller andet sted.

At give af hjertet

Jacob: Jeg husker en øvelse, fra en af de første dage her på grundkurset. Her skulle vi beskrive, hvordan det føles. når vi modtog en gave, som var givet af hjertet, og når vi selv gav en gave af hjertet. Jeg sagde lige ud, at jeg slet ikke kunne komme på, hvordan det føles at modtage noget, der er givet af hjertet. Til det sagde en af de andre deltagere, at det troede hun ikke på. Jeg svarede, at det kan jeg bare ikke, for det er jeg ikke god til. Så spurgte hun: hvad så fra dine børn? Og ja, ok, så måtte jeg jo indrømme, at hvis de kommer med et knus, så tager jeg imod af hjertet. Da bliver jeg glad, for da ved jeg, at der ingen bagtanker er, og at jeg ikke skylder noget bagefter. De kommer og giver mig noget, fordi de har lyst til at give mig noget. Det ved jeg, er givet af hjertet. Der fik jeg virkelig respekt for min medkursist, for det havde jeg slet ikke tænkt over.

Det tør jeg overhovedet ikke gøre ved voksne. Jeg tør ikke stole på, at de giver af hjertet. IVK-træner Kirsten Kristensen spurgte mig på et tidspunkt, hvordan det føles for mig, at give til Camilla eller mine børn fra hjertet. Jeg svarede, at det føles fantastisk. ”og det lader du så ikke dem gøre ved dig”? Sagde hun så. Den bemærkning gjorde ondt! Jeg føler mig tarvelig over, at jeg ikke kan tage imod fra Camilla. For det er jo rigtigt, jeg giver ikke hende den gave, det er at give til mig. Det har jeg det skidt med.

Camilla: men det betyder jo også, at jeg efterhånden holder op med, at gøre mig umage med at give ham fra hjertet, både følelsesmæssigt og når vi taler sammen. For jeg ved, at han bare vender det indad, og gør det til en bebrejdelse af sig selv, når jeg gør det. Så bidrager jeg jo bare til hans onde cirkel. IVK har hjulpet os, ved at give os nogle små pegepile i retning af, hvordan vi finder vores behov. Det er stadig et lidt ukendt land for os, men vi begynder at tro på at vi kan lære det.

Hvis du kunne tænke dig at komme med på Grundkursus i Ikkevoldelig Kommunikation på Brenderup Højskole, så afholdes kurset  to gange årligt. Næste kursus er den 22. – 28. marts 2015. Læs mere om om kurset her.