Det var uden meget kendskab til EU-programmer, at Karsten Schacht-Petersen, Carl Plesner og jeg via Livkoms formand Kirsten Kristensen og hendes tyske forbindelse pludselig stod med et toårigt EU-projekt i juni 2011.

Vi troede, at EU-projekter var lig med uendelige administrative procedurer og uaktuelt indhold, men blev klogere. Voksenuddannelsesprogrammet “Grundtvig – Livslang Læring” har været overraskende og givende. For os som individer, der har lært en masse om vores brødre og søstre i EU og Tyrkiet. For vores elever i LivKom, der har været igennem et drivhusagtigt forløb og fået sat turbo på tilegnelsen af kommunikationsfærdigheder – uden at skulle betale for det. For samarbejde og forståelse inden for EU og Tyrkiet, hvor der endte med at blive skabt bånd af goodwill på kryds og tværs – trods udfordringer undervejs. Og for vores forening, hvis selvforståelse er rykket op i en liga som europæisk projektorganisation. Siden dette projekts første skitse i begyndelsen af 2011 har vi nu opnået lederskabet af yderligere to internationale projekter.

Jeg vil fortælle lidt om Grundtvigprogrammet og vores eget projekt til at belyse de helt unikke muligheder, der ligger i dette for os tidligere fuldkommen upåagtede program.

En container med muligheder

Programmet Livslang Læring er rettet mod ikke-kompetencegivende undervisning for voksne. Programmets målgruppe er netop mindre organisationer, der arbejder med voksenuddannelse og folkeoplysning, og som måske har begrænsede erfaringer med tværnationalt samarbejde.

Den faste skabelon for disse toårige projekter er fire internationale træf mellem partnerorganisationerne og dertil nærmere definerede nationale aktiviteter. Det overraskende positive ved dette EU-program er den ret åbne ramme, som programmet stiller. Vi formulerede selv projektets aktiviteter og kunne tilbyde et antal mennesker en gratis rejse til Tyskland, Tyrkiet og Polen. Og vi holdt selv et træf på en dansk grundtvigiansk højskole, hvor vi gav den fuld gas med højskolesangbogen og samtaler fra morgen til aften i fire dage.

Vores forening tilbyder konfliktløsnings­værktøjer og træning i Ikkevoldelig Kommunikation® som sin vigtigste aktivitet, og det samme gør partnerne i Polen og Holland. Den tyske partner har mødeformatet Open Space Technology som sit fokusområde, og den tyrkiske partner er et regionalt administrativt kontor for folkeskoler. Med al denne kapacitet for kommunikation og konfliktløsning skulle man tro at det var en smal sag at enes om et projektforløb, men sådan blev det ikke.

Masser af konflikter

Det indledende tyske møde blev holdt strengt efter Open Space Technology (OST)-principperne, hvilket bl.a. indebærer, at enhver vælger i hvilket af flere parallelle diskussionsfora man til enhver tid vil være – eller om man hellere vil blive helt væk. De danske deltagere ankom lidt efter den officielle start og bad om en præsentationsrunde. Det var ikke muligt at samle de ca. 30 deltagere dertil. Da netop dette at etablere kontakt lå den danske delegation meget på sinde, var den første konflikt allerede født. Hvad er vigtigst – kontakten mellem samtlige deltagere eller mødeformatet – når det nu netop er mødeformatet, vi er her for at prøve af? Med henblik på at opnå kontakt og forståelse?

Skypemøderne i det halve år mellem det tyske og det næstfølgende danske træf blev hårde i tonen, og udtryk som ’space invaders’ og ’dogmatikere’ føg gennem luften. Det gav rigelig lejlighed til at tage vores egen medicin, konflikthåndtering, og fornøjelsen ved at opleve, at når parterne i en konflikt bringes til at høre hinanden, opløser det hårdheden.

I mellemtiden etablerede vi to øvegrupper hhv. på Fyn og i København, og her fik deltagere med kortere eller længere erfaring lejlighed til at boltre sig i et trygt læringsmiljø. Imidlertid bragte øvegruppen det svære spørgsmål om inklusion på banen. Det kostede tårer og tænders gnidsel at afgøre om et menneske, der var på spanden og dominerede møderne, skulle udelukkes fra gruppen eller favnes.

Konflikt betyder engagement

Det danske træf i maj 2012 fik overskriften: ’Hvordan kan konflikter berige vores liv?’ – netop for at adressere hvad der måtte leve af negativitet i krogene. Det blev holdt på Brenderup Højskole på Nordfyn. Fra begyndelsen blev enhver konflikt budt velkommen. Tyrkerne var ikke tilfredse med maden (tilberedt i et køkken, hvor der til hverdag tilberedes svinekød) og hvad de opfattede som kulturel énvejs-udveksling. Projektpartnerne var ikke enige om hvordan den samlede projektøkonomi skulle fordeles. Flere af de danske øvegruppedeltagere brød sig ikke om hvordan andre havde tacklet den tidligere beskrevne udfordring på. Nogle var kede af sig selv, og det var nødvendigt med tolkebistand til de tyrkiske og polske deltagere. Så der var dejligt meget materiale at arbejde med.

“Konflikt er ikke det modsatte af fred. Den er det modsatte af ligegyldighed”

Citatet stammer fra Harrison Owen, der er ’far’ til OST. Mange af os anser konflikter som noget, der skal ’løses’. Uønsket besvær, der skal overstås før vi kan komme videre. I løbet af mange samtaler og gruppeprocesser blev det klart, at det ikke er manglende forståelse og modstand, men derimod engagement, der er en forudsætning for konflikt. At ville noget, som der ikke umiddelbart er plads til. Med denne forståelse blev det pludselig en opdagelsesrejse med nysgerrighed som vigtigste redskab at gå ind i konflikterne – og det blev om ikke sjovt, så i hvert fald absolut oplysende og givende.

Vi kom ikke til enighed om alle konfliktpunkterne, men vi kom til at forstå hinanden bedre – på trods af at vi ikke forstod hinandens sprog. Der blev delt masser af engagement. Vi havde ikke længere den samme brug for enighed og løsninger – ikke hvis det sker på bekostning af den begejstring, der er konfliktens drivkraft. Find begejstringen, og det er nemmere at finde fælles strategier. Hvis det ikke lykkes, så er det bedre at gå efter at give plads til mangfoldighed end at gennemtvinge enighed.

Havde vi haft et veldefineret projekt med en projektbeskrivelse og et dertil nøje knyttet budget, havde vi næppe kunnet tage os den frihed at bruge fire dage på at vende og dreje engagement, pladsmangel og konflikter. Det var ligesom et stykke grundforskning, der blev udført. Resultatet en følelse af regulært venskab og loyalitet.

Kulturel mangfoldighed

Efter det danske træf fulgte det tyrkiske. Deltagerne blev modtaget som en officiel EU-delegation med særlige beføjelser. Vicesenatoren i regionen dukkede op sammen med presse- og sikkerhedsfolk og droppede ind i forskellige diskussionsfora i bedste Open Space-stil. Et par af deltagerne holdt vejret, netop da han trådte ind i det rum, hvor kvinders seksuelle frigørelse var på dagsordenen. Oversætteren fortsatte ufortrødent sin gengivelse af seneste indlæg, og vicesenatoren nikkede og brummede ’Netop, netop’, og fortsatte rundturen – alt imens lokalets mange kvinder brød ud i hæmningsløs fnisen bag hans ryg. Der var også aktiviteter uden for møderummene. Med stolthed viste tyrkerne rundt blandt levnene af fordums storhed, og det blev klart hvor meget de menige tyrkeres selvforståelse bygger på bevidstheden om deres forfædre og landets historie.

Det afsluttende træf foregik i Polen i maj i år under overskriften: ’Creating communities of our wildest dreams’. Denne gang var et stort antal lokale borgere inviteret med, hvilket medførte at der skulle oversættes til både tyrkisk og polsk. Efter tre dages empatisk lytning og udvekslinger om mand/kvinde-relationer, forældreskab, fred, værdighed, følelser og behov, udarbejdede vi forslag til konkrete aktioner, der vil bringe os videre i retning af det samfund, vi hver især drømmer om. Sikke et katalog! Det omfattede alt fra undervisning af personalet i den lokale vuggestue i Ikkevoldelig Kommunikation til tværnationale initiativer for at reducere carbon-aftrykket.

Dessert med lang eftersmag

Et af projektets absolutte højdepunkter indtraf under den afsluttende runde. Emnet var OST. Ville vi pege på dette format som egnet til fremtidige møder som dette? Hvis ja, så var det nødvendigt at vi fulgte reglerne nøje, mente OST-entusiasterne, der ikke syntes om at vi tilpassede det efter forgodtbefindende. Her rejste lederen blandt tyrkerne sig. En stor mand i den regionale administration, som med tæt overskæg og værdigheden lysende ud af sig nød stor respekt i sin delegation. Han talte ikke ét ord engelsk, men selv inden tolken havde oversat, var hans budskab klart gennem hans rolige stemmeleje og kropssprog. Han sagde: ’Empati, kære venner. Hvis vi forstår hvor vi hver især kommer fra, behøver vi ikke alle de regler. Lad os møde hinanden med empati’. Der blev stille. Han havde fattet hele meningen med IVK, OST og projektet som helhed. Ham, der i danske øjne i begyndelsen havde taget sig ud som en lidt komisk figur, endte med at lukke diskussionen.

Tak, N.F.S.

Grundtvig-programmets formål er at styrke internationaliseringen af den almene voksenuddannelse og folkeoplysning i Europa. ’Styrke internationaliseringen’ er kønsneutral, holdningsløs, men giver en fornemmelse af at der skal harmoniseres. Hvem skal definere hvilke elementer i folkeoplysningen, der skal dominere? På bekostning af hvilke? I vores projekt blev mangfoldigheden fejret, og kultur og erfaringer blev udvekslet uden at  noget blev stemt hjem. Og det er dét, Grundtvigprogrammet formår. Det stiller en ramme, et rum til rådighed, som projektholderne har en stor frihedsgrad til at udfylde.

Nogle projekter er resultatorienterede og vil sikkert kunne fortælle helt andre historier end vores. SNOE handlede om kommunikation og konfliktløsning, og det blev i de internationale træf udmøntet som væren, sam-væren. Det var livsberigende at have mulighed for at give konflikterne plads. Vi har ikke bare lært noget om vore europæiske naboer, vi har mærket dem. Ganske som gamle N.F.S. Grundtvig sagde: ’Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kjær.’ Kend dem, elsk dem, forstå dem.

Et europæisk projekt inklusive Tyrkiet, som er bygget på oaser med væren ud fra nysgerrighed over for hinandens forskellighed og engagement, er et solidt groundet projekt. Rækkevidden af dette projekt er umiddelbart ikke stort, men hvis ringene spreder sig igennem vores organisationer, der alle arbejder med voksenuddannelse, er udbredelsen uden for vores kontrol.

Måtte den netop igangsatte fortsættelse af programmet, Erasmus Plus, give tilsvarende frihedsgrader til at komme til at kende hinanden førend der skal produceres resultater.

Af Pernille Plantener, projektleder for Grundtvig-projektet Spreading Nonviolent Communication and Open Space Technology in Europe, SNOE.

Se processen fra de forskellige lande her:

Full book of proceedings, Denmark

Full book of proceedings, Tyskland

Full book of proceedings, Polen

Full book of proceedings, Tyrkiet

Læs mere om Grundtvig-projekterne hos Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Læs mere om Grundtvig-projekterne her.