Der sker ofte noget helt særligt, når mennesker samles til IVK-kurser. En ting er, at alle er kommet til kurset for at blive bedre til at kommunikere. En anden ting er, at det helt naturligt indebærer en sjælden oplevet fejring af selve det at være menneske – at leve, og at dele livet og menneskeligheden sammen med andre. Gad vide hvad den følelse, den kvalitet af livet hedder?

På det seneste IVK-grundkursus var der en overflod af plads til det hele. At lege, at øve sig på at håndtere svære situationer i livet, og blot det at være sammen. Kirsten og Karsten var trænere på dette kursus, jeg var med som trænerassistent, og 9 deltagere sørgede for at fylde vores dage med mening, udfordring, leg, alvor og masser af latter.

Jeg er selv overrasket over, hvor langt jeg oplevede, at vi egentligt nåede på de 6 dage. Det er faktisk lang tid, og der er virkelig mulighed for at rykke nogle ting. Et eller andet sted er jeg fuld af forundring over, at man kan gennemgå så meget på så kort tid. At det egentligt er så nemt, som at man kan ringe til Brenderup Højskole og sige, ”det her, det vil jeg gerne.”

Og når man så er nået til den sidste dag på kurset, ja så sidder mange med en lille tårer i øjet, bevægede og mættede over den rejse, bare 6 dage kan byde på. Brenderup Højskole kan i sandhed andet end at producerer trailere. Sjovt nok kalder man den bygning på højskolen, som vi alle sammen boede i, netop for Traileren.

For mig var det en lærerig oplevelse at være med på denne rejse. Nu forstår jeg i højere grad hvordan og hvorfor det er muligt at nå så langt på så få dage. Karsten og Kirsten delte ud af deres indsigter, og det var enormt lærerigt for mig og hjalp mig til at forstå, hvordan flere små enkelte og overskuelige skridt i løbet af nogle dage kan lede frem til at man kan se bagud og erfare, at hvert enkelt skridt har været en del af en rejse.

Jeg oplevede at alle deltagere var videbegærlige, beslutsomme og parate til at lære nyt og ville noget med det her. Det bidrog til en intens stemning og en masse øvelse i IVK, hvor alle deltagere efterspurgte og fik mulighed for og hjælp til at håndtere de svære situationer i deres liv, som de selv ønskede at arbejde med. Det, der for mig er helt fantastisk, er at alle lærte fra hinandens historier.

Alle syntes da også at blive beriget af at deltage i hinandens udvikling og udfordringer. På en eller anden måde bragte disse 6 dage os alle sammen i retning af det sted, hvor vi kan mødes i tryghed og tillid, fordi vi kan se, høre og genkende os selv i hinandens liv og udfordringer. Den kvalitet ved at leve, den følelse, oplever jeg næsten hver gang jeg er på IVK kursus, og jeg har ikke et ord for det. Jeg forestiller mig at nogle ukendte indianerstammer dybt inde i Amazonas har et eller andet ord for det, som klart beskriver denne følelse, og at jeg hellere må se at komme afsted for at finde det ord. Måske du har fundet det? Så send mig en mail 😉

Indtil da er jeg selv blevet endnu mere sulten på at arbejde med IVK. Det vil jeg gerne leve af en dag. Og jeg håber fortsat at møde en masse mennesker på min vej, som opdager sig selv som skønne kærlige mennesker i et omfang og med en dybde, som de måske ikke engang selv troede var muligt.