En personlig beretning fra mit arbejde med konfliktråd og fra familielivet

Af Carl Plesner

Jeg vil gerne fortælle om min praksis med at genoprette de sociale relationer i kølvandet på konflikt og krænkelse. For mig er det en utroligt værdifuld praksis, som jeg brænder for at dele med andre, og selv blive bedre til.

Uanset om jeg håndterer konflikt og krænkelse i min familie som kæreste og far, eller i konfliktråd hos politiet som konfliktrådsmægler, så er det i bund og grund de samme færdigheder, jeg benytter, den samme praksis. Forskellen på de to steder er selvfølgeligt markant; som konfliktrådsmægler arbejder jeg med sager hvor fx en mand fysisk har gennemtævet sin kæreste. Sådan har vi det ikke her hjemme hos os, men mekanismerne i konflikternes optrapning er de samme. Derfor er det også den samme praksis, jeg benytter.

Dybest set laver jeg det her, fordi jeg drømmer om at børn kan vokse op i tryghed og tillid til verden omkring dem. Jeg vil så gerne, at vi voksne får flere færdigheder til at tale os til rette med hinanden. Jeg drømmer om parforhold, hvor kvinder og mænd har færdigheder til at udtrykke sig selv og lytte til hinanden i konflikt-situationer på en kontaktskabende og tillidsopbyggende måde, så vi kan finde veje sammen, som alle er tilfredse med. Og jeg vil enormt gerne, at vi sammen kan skabe strukturer for, hvordan vores sociale relationer og samfundet er opbygget. Strukturer som modvirker krænkelse, og som fremmer inklusion, medbestemmelse og tryghed for os alle. Jeg ser den genoprettende praksis som et værdifuldt bidrag til at opfylde disse drømme for fremtiden.

Genoprettende praksis handler for mig om at genoprette og forsøge igen at opfylde de behov, som er krænkede og uopfyldte i forbindelse med noget, der er sket. Krænkelse er, i min forståelse, når et menneske handler på en måde, som bevirker, at nogle behov ikke længere er opfyldte. Det er behovene, som krænkes. Og det koster på den sociale konto. Det koster dyrt. Hver gang vi oplever os krænket af et andet menneske, så forringer det vores vilje til samarbejde, venskab og generel trivsel og livskvalitet. Jo større krænkelse, jo mere lider relationen mellem de to mennesker.

Der er mange behov, som kan være krænket, og samtidigt er min erfaring, at særligt 4 behov synes at gå igen i de situationer af krænkelse, jeg kender til:

  • Empati: at opleve andres indlevelse i sin egen situation, at opleve sig forstået, set og hørt.
  • Tryghed: at kunne leve sit liv uden at være bange for, hvad andre kan finde på at gøre mod mig.
  • Ligeværd: at opleve mit liv og eksistens ligeværdig med andres liv og eksistens.
  • Frivillighed: at der ikke sker mig noget mod min vilje, at jeg har medbestemmelse og medindflydelse på mit liv og hvad der sker for mig i mit liv.

Så hvordan genopretter man de behov? Det første skridt for mig som mægler er at spørge den, der er part i en konflikt; ”Hvordan har du det?” Og så i øvrigt være fuldt og helt og empatisk til stede med svaret, der kommer. At kunne rumme de følelser og den historie som kommer, uden at overvældes af sympati eller fordømmelse. Kunsten i at spørge den anden; ”hvordan har du det?” ligger ikke så meget i at stille spørgsmålet, som i at kunne høre svaret. Når et menneske oplever sig mødt med denne form for empati, så er arbejdet med genopretning i gang, for nu begynder hun så småt igen at opleve de krænkede behov opfyldt. Der hvor den genoprettende proces accelererer og transformerer, er der, hvor de to parter oplever sig hørt og forstået ikke bare af mig som mægler, men af hinanden. Det sker, når de mødes til en mægling, fx i  konfliktråd. Her har jeg tre spørgsmål, som guider den genoprettende proces:

  • Hvilke konsekvenser har handlingen fået for dig?
  • Hvad fik dig til at handle som du gjorde?
  • Hvad kunne der ske nu, som kunne hjælpe dig videre?

Dybest set er konfliktråd i mine øjne blot en måde at strukturere en samtale mellem tre mennesker på. Jeg som mægler og de to parter. Fokus er, at parterne får mulighed for at svare på disse tre spørgsmål, og at de begge oplever sig hørt og forstået af den anden. Når de begge oplever sig fuldt ud hørt og forstået af den anden, så er genopretningen ofte lykkes. Min opgave er at hjælpe parterne til at svare på spørgsmålene og at hjælpe dem med at høre hinanden. Det gør jeg tit ved både at skrive det ned, som parterne siger, samt bede dem fortælle tilbage til den anden hvad de har hørt den anden sige. Helt enkelt.

I mit arbejde som konfliktrådsmægler møder jeg mange mennesker, som har oplevet krænkelse og som har handlet krænkende. Det, der gør størst indtryk på mig, er børn på 14-15 år, som går i folkeskole og som er involveret i voldssager. Ofte siger de til mig, at de helst ikke vil tale med de voksne om deres problemer, for hver gang de har gjort det, er det blevet værre. De taler af konkret bitter erfaring. Jeg har set flere eksempler på, hvordan velmenende lærere, skoleledere og forældres indblanding har eskaleret konflikter mellem børn ud i det ekstreme og også bredt sig ind i de voksnes rækker. Så jeg kan godt forstå børnene. Jeg vil gerne, at børn får større tillid til de voksne omkring sig, og jeg ser det som vi voksnes ansvar at være dem den tillid værdig.

Jeg bliver også meget berørt af sager, hvor det handler om vold i parforholdet. Når mennesker, som i øvrigt ellers har (haft) mange varme følelser for hinanden, ender deres konflikter i vold, i eksplosioner af smerte, sorg, angst og afmagt.

Min genoprettende praksis er den samme. Uanset om det er en mobbesag mellem elever, eller et skænderi mellem mand og kvinde i et parforhold, som ender i vold. Jeg taler med dem, først hver for sig, derefter sammen. Lytter med empati. Jeg vil forstå hvad der er sket, og hvordan de har det med det, der er sket. Hvilke konsekvenser har det fået for dem? Og hvad fik dem til at handle, som de gjorde?

Hver gang er det en rejse dybt ned i voldens væsen og natur. Næsten hver gang siger én af dem til mig efter mødet, når vores veje atter skilles, at hvis blot jeg havde hjulpet dem til at tale sådan her sammen noget før, så var det aldrig endt med vold. Ja, jeg ville virkeligt ønske jeg fik chancen noget før.

Dén chance har jeg så derhjemme med min kæreste og vores to piger på 2 og 4 år. Her er også konflikter og oplevelser af krænkelse, og her er jeg selv part i det, der sker. Jeg handler også krænkende nogle gange overfor min egen familie. For nogle dage siden lå jeg syg i sengen, og hørte vores ældste datter græde, og at min kæreste talte til hende på en måde, så hun græd endnu mere. Så rejste jeg mig op, og gik ind til min kæreste, som var ved at skifte vores yngste datters ble, hun havde lavet lort.

Jeg sagde til min kæreste, ”Hvorfor fanden gør du ikke noget, når den den store står dér og græder!”

Hun svarede; ”Gør selv noget i stedet for at komme her og brokke dig!”

Jeg svarede; ”Men kan du da for helvede ikke se, at jeg er syg, og har brug for at ligge i sengen!!”

Hun svarede; ”Hvad fanden laver du så her! Kan du ikke se, at jeg har hænderne fulde!!!”

Det behøver ikke at tage mere end 30 sekunder hjemme hos os, før taget er ved at lette af vrede. Hvis ikke nogen af os havde nogen konkrete færdigheder i konfliktløsning, så kunne ovenstående dialog fortsætte måske op til et par timer mere. Sådan var det i hvert fald for år tilbage, før nogen af os havde lært IVK. Når jeg møder parforhold i konfliktråd, hvor det er endt med vold, så kan jeg se mig selv i det. Det kunne også godt være sket for mig. Hvis jeg havde set vold mellem mine forældre, da jeg var barn, og hvis ikke jeg havde lært IVK. Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg er ikke i tvivl om, at det potentielt kunne ske for alle, vi har alle et breaking point.

Konflikter af den grimme slags fodres af flere ting. Dels ved at gøre den anden ansvarlig og skyldig for hvordan man har det. Dels ved at nægte at lytte til den anden og sætte sig ind i den andens situation.  Dels ved at stille ultimative krav med negative konsekvenser som potentiel straf. Og også ved ikke at tale om sig selv, men i stedet tale om den anden hele tiden, med fokus på hvad den anden gør forkert. Det kan vi godt herhjemme. Det lærte vi selv hjemmefra. Så hjemme hos os kan vi også sagtens få småting til at eksplodere i skænderi.

Men vi kan også noget andet. Jeg gik tilbage ind i sengen ned under dynen, og vidste godt, at det ikke var så godt alt sammen. Så op igen, ind til min kæreste og tale med hende. Hun var sur, og skældte ud over den måde, jeg havde blandet mig på. Jeg lyttede til hende, og fortalte tilbage til hende, hvad jeg havde hørt hende sige. Hun oplevede ikke, at jeg havde nogen forståelse overhovedet for hendes situation, da jeg kom ind til hende første gang. Hun savnede et ligeværdigt ansvar for at få situationen rettet op igen, og hun oplevede min indblanden som kommanderende, uden at hun overhovedet selv havde mulighed for indflydelse på hvad der skete. Det lyttede jeg til, og  hun blev mere rolig og glad for at blive hørt, efterhånden som jeg fortalte tilbage til hende, hvad jeg havde hørt hende sige.

Jeg fortalte hende så, at jeg var ked af den måde, jeg havde talt til hende på, og at jeg godt kunne forstå hendes reaktion. Jeg fortalte også, at jeg var enormt ked af at høre de ting, der skete mellem hende og pigerne inde fra sengen. Det kunne min kæreste godt høre nu uden at blive sur. Nu startede en anden måde at tale sammen på. Nu kom vi i kontakt med hinanden, vi fik talt sammen om, hvordan vi havde det hver især. Vi fik talt om, hvordan vi gerne vil håndtere pigerne i lignende situationer i fremtiden, og også om hvordan vi fra begyndelsen kunne have talt mere sammen på en anden måde, så hele situationen ikke kørte op i en spids. Det var en god snak. Vi fik vendt konflikten til dybere kontakt og større gensidig forståelse.

Hver gang vi får talt ud om konfliktsituationerne sammen, så rykker det os en lille bitte smule mere i retningen af den måde, som vi drømmer om at være sammen på som kærester og forældre.

For mig er konfliktmægling og genopretning af skadede sociale relationer et arbejde, som både starter og slutter hos mig selv. Jeg ser mig selv som lige så god en konfliktmægler, som jeg selv evner at håndtere mine egne konflikter og genoprette de skader, som jeg nogle gange selv forårsager på de værdifulde relationer, jeg har med andre mennesker.

Jeg er blevet utroligt meget bedre til det over de sidste 8 år, og samtidigt kan jeg stadigt blive meget bedre. Det er den gode nyhed, det kan læres, man kan blive bedre til det. En dag bliver mine piger voksne, og det håber jeg de bliver i et samfund, hvor vi alle er blevet bedre til at løse konflikter og møde vrede og aggression med empati og indlevelse.