mathEn kærlig mor fra Momastery.com havde en oplevelse i et klasseværelse, som vi bare må dele. Læs historien herunder … lærere er som sendt fra himlen!

Af Glennon Doyle Melton, momastery.com

For et par uger siden gik jeg ind i Chases klasse for at modtage undervisning.

En aften havde jeg sendt en e-mail til Chases lærer og sagde: ”Chase bliver ved med at sige, at det materiale, som du sender med hjem er matematik – men jeg er ikke sikker på, at jeg tror på ham. Vil du venligst hjælpe.” Hun mailede straks tilbage og svarede: ”Ja, det er ikke noget problem! Jeg kan når som helst undervise Chase efter skoletid”. Og jeg sagde: ”Nej, ikke ham. Mig. Han forstår det. Hjælp mig.” Og sådan endte jeg med at stå ved en tavle i et tomt 5. klasses undervisningslokale og stirre på rækker med former, som Chases lærer konsekvent omtalte som ”tal”.

Jeg stod lidt usikkert ved tavlen, mens Chases lærer sad bag mig på hendes skrivebord, hvorfra hun med en beroligende stemme forsøgte at hjælpe mig til at forstå ”den nye måde, vi underviser i at dividere”. Heldigt for mig skulle jeg ikke aflære ret meget, for jeg forstod aldrig rigtigt ”den gamle måde, vi underviste i at dividere”. Jeg brugte en god lang time på blive færdig med et enkelt problem, men jeg kunne se, at Chases lærer godt kunne lide mig alligevel. Hun arbejdede tidligere for NASA, så naturligvis har vi en hel masse til fælles.

Bagefter sad vi i nogle få minutter og talte om at undervise børn og om, hvilket betroet ansvar, det er. Vi var enige om, at emner som matematik og læsning er de mindst vigtige ting, der læres i et klasselokale. Vi talte om at forme små hjerter, så de kan bidrage til et større fællesskab – og vi diskuterede vores fælles drøm om, at de fællesskaber må bestå af individer, som mere end noget andet er venlige og modige.

Og så fortalte hun mig det her.

Hver fredag eftermiddag beder Chases lærer hendes elever om at tage et stykke papir og nedskrive navnene på fire børn, som de gerne vil sidde sammen med i den følgende uge. Børnene ved at deres ønsker måske, måske ikke, bliver efterkommet. Hun beder også eleverne om at nominere en elev, som, de mener, har været en enestående klassekammerat i den uge. Alle stemmesedlerne overgives til hende i fortrolighed.

Og hver eneste fredag eftermiddag, når eleverne er gået hjem, så tager Chases lærer de sedler frem, placerer dem foran sig og studerer dem. Hun leder efter mønstre.

Hvem bliver ikke ønsket af nogen andre?

Hvem ved slet ikke, hvem de skal ønske?

Hvem får aldrig nok opmærksomhed til at blive nomineret?

Hvem havde en million venner i sidste uge og ingen i denne uge?

Ser du, Chases lærer leder ikke efter en ny plan over siddepladser eller ”enestående klassekammerater”. Chases lærer kigger efter ensomme børn. Hun ser efter børn, som kæmper med at have kontakt til andre børn. Hun identificerer de små mennesker, som falder igennem sprækkerne i klassens sociale liv. Hun opdager, hvilke børns talenter, som kammeraterne overser. Og hun indkredser – lige med det samme – hvem der mobbes og hvem, der står bag mobningen.

Som lærer, forælder og en, der elsker alle børn – så mener jeg, at det er den mest brillante strategi for en kærlighedskriger, som jeg nogensinde er stødt på. Det er som at tage et røngenbillede af et klasseværelse for at se ind under tingenes overflade og ind i elevernes hjerter. Det er som at grave efter guld – hvor guldet er de små, der har brug for lidt hjælp – som har brug for voksne, der træder til for at LÆRE dem, hvordan man får venner, hvordan man spørger andre, om de vil lege, hvordan man kommer ind i en gruppe eller, hvordan man deler ud af sine gaver til andre. Og det forebygger mobning for enhver lærer ved, at mobning som regel forgår udenfor hendes synsvidde – og at de børn, der mobbes, ofte er for skræmte til at tale om det. Men som hun sagde – sandheden kommer frem på de ufarlige, fortrolige, små stykker papir.

Mens Chases lærer forklarede denne simple, geniale ide, stirrede jeg på hende med åben mund. ”Hvor længe har du brugt det system?”, spurgte jeg.

Lige siden Columbine , sagde hun. Hver eneste fredag eftermiddag siden Columbine.

Gode Gud.

Denne brillante kvinde så Columbine vel vidende, at AL VOLD BEGYNDER MED MANGLENDE KONTAKT. Al ydre vold begynder som indre ensomhed. Hun så den tragedie VEL VIDENDE, at børn, som ikke får opmærksomhed, i sidste ende vil ty til et hvilket som helst middel for at tiltrække sig opmærksomhed.

Så hun besluttede sig for at begynde at bekæmpe vold tidligt og ofte og med den verden, som var indenfor hendes rækkevidde. Det Chases lærer gør, når hun sidder i sit tomme klasselokale, og studerer de lister, skrevet med usikre 11-årige hænder – er at REDDE LIV. Det er jeg overbevist om. Hun redder liv.

Og hvad denne matematiker har lært af at bruge systemet er noget, som hun i virkeligheden allerede vidste: At alt – selv kærlighed, selv tilhørsforhold – har et mønster i sig. Og hun finder de mønstre ved at benytte listerne – hun bryder ensomhedens koder. Og så skaffer hun den hjælp, som de ensomme børn har brug for. For hende er det matematik. Det er MATEMATIK.

Alt er kærlighed – selv matematik. Fantastisk.

Chases lærer går på pension i år – efter årtiers indsats for at redde liv. Sikke en måde at bruge et liv: På udkig efter mønstre af kærlighed og ensomhed. Hvor hun trådte til hver eneste dag – og ændrede vores verdens kurs.

FORTSÆT UNDERVISNINGEN, KÆRLIGHEDSKRIGERE. I er det første beredskab, frontlinjen, ensomhedens detektiver og det bedste og ENESTE håb, vi har for en bedre verden. Det I gør i de klasseværelser, når ingen ser det, er vores bedste håb.

Lærere, I har en million forældre bag jer, som sammen hvisker: ”Vi er ligeglade med de pokkers standardiserede test. Det eneste, vi bekymrer os om, er, at I lærer vores børn at være modige og venlige. Og vi takker jer. Vi takker jer for at redde liv.”

Kærligst – fra os alle.

Oversat af Jens W. Pedersen fra “Share This With All the Schools, Please”